Lokalt

Folk hundefrøs i corona-kø i en time: Nu bliver problemet løst

Anden gang var dråben, der fik bægeret til at flyde over og fik Ejgil Holmgaard Pedersen til at ringe til avisen.

Nu havde han to gange inden for kort stået i kø i en time for at få foretaget en coronatest ved det nye teststed i Skive.

- Det er påfaldende så lang ventetid, der har været begge gange, jeg er blevet testet. Når der står 29 personer foran en i køen, når man ankommer, så er der noget galt, siger Ejgil Holmgaard Pedersen, der bor i Sæby ved Glyngøre.

Senest, han blev testet, var søndag. Det var et krav fra sygehuset, da han skal opereres onsdag.

Det nye testcenter i Skive har fået til huse i en tom lagerhal på Brårupgade 12, som Region Midtjylland lejer af Kaj Ove Madsens firma KOM Invest A/S Skive.

Ud over den lange ventetid er Ejgil Holmgaard Pedersen også uforstående over for, at der er »hundekoldt« i testbygningen, at der ikke er noget toilet, og at der ifølge ham kun er 4-5 stole til dem, der har brug for at sidde ned.

- Det er som at stå i udetemperaturer. Det er nedværdigende forhold, og det kan man ikke byde os, siger han og tilføjer:

- Dem, der har valgt stedet, skulle selv prøve at stå i kø her i en time.

Begge gange Ejgil Holmgaard Pedersen er blevet testet, har det været om eftermiddagen.

Skive Folkeblad har været i kontakt med andre, som inden for den seneste uge har oplevet at vente mellem en halv til en hel time på at få foretaget en coronatest.

Leder af Testcenter Midt, som Skive hører under, oversygeplejerske Ann Herling, forklarer til Skive Folkeblad, at den lange ventetid skyldes en fejl i systemet, som er ved at blive udbedret nu, og i løbet af denne uge skulle problemet gerne blive løst.

- I sidste uge opdagede vi, at der var sket en fejl i forbindelse med, at testopgaven blev flyttet fra Sundhedshuset til Brårupgade. Det betød, at der var en skæv fordeling af testtider, så der var for mange om formiddagen og for få om eftermiddagen. Det er vi i gang med at justere nu, siger Ann Herling, der beklager de gener, fejlen har medført.

Men selv når systemfejlen bliver løst, kan hun dog ikke love, at der ikke vil opstå ventetid ved testcentret.

- Lige nu er det voldsomt, og vi bruger alle ressourcer maks. Så længe der er så stor efterspørgsel, som der er nu, så kan vi ikke undgå ventetid, siger Ann Herling.

Pt. gennemfører testcentret i Skive 220 test om dagen.

Ann Herling mener ikke, at det vil være en fordel med for eksempel en varmeblæser i testbygningen. Hun frygter, at folk kan få det dårligt af det. Hun pointerer også, at alternativet til at stå inde i testbygningen på Brårupgade var at stå på parkeringspladsen foran Sundhedshuset.

- Nu er folk i det mindste sikret mod rusk og regn. Ved mange andre teststeder står folk udenfor og venter, siger oversygeplejersken.

Angående Ejgil Holmgaard Pedersens anke mod, at der ikke er noget toilet i testcentret, siger Ann Herling, at der er et toilet, personalet kan henvise til, men det kræver en fuld rengøring af toilettet og dermed færre ressourcer til testarbejdet, så det er kun i nødstilfælde, at toilettet bliver taget i brug.

Det nye testcenter i Skive på Brårupgade blev taget i brug fredag den 13. november, da testopgaven var blevet så stor, at der ikke længere var tilstrækkelig plads i Sundhedshuset i Skive.

Oversygeplejerske Ann Herling viser de to båse, hvor podestationerne skal være. Foto: Lars Rasborg