Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Folkekirken er pengene værd

09-10-2019 KL. 13:08
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Godt fire kroner om ugen stiger kirkeskatten med i Skive Kommune for en gennemsnitlig skatteyder, der er medlem af folkekirken. En stigning fra 1,0 procent til 1,09 procent blev slutresultatet for det kommende år.

Også kirkeområdet skal udvise rettidig økonomisk omhu og ikke pr. automatik sende regningen videre til folkekirkens medlemmer, men der var også gode grunde til den vedtagne stigning for det kommende år.

F.eks. skal den røde kirke i Skive have sat tag og tårn i stand for 7,5 millioner kroner, og renovering af skimmelsvamp i kirker og præstegårde vil koste 20 millioner kroner. Det er jo rimeligt og forstandigt, at der kommer styr på disse ting, og der er ikke vundet noget ved at udsætte arbejdet.

Det er også stadigvæk sådan, at Skive Kommune har lavere kirkeskat end f.eks. Morsø, Thisted, Struer, Lemvig og Vesthimmerland. Og som folkekirkemedlem kan det konstateres, at man faktisk får meget for pengene. Vedligeholdelse af kirker og kirkegårde, gudstjenester og tilbud om dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, socialt arbejde for udsatte børn og voksne, kulturelle møder og aktiviteter, konfirmationsforberedelse og delvis betaling af præsters løn. Det er vel ikke så dårligt for 1,09 procent skat. På den baggrund må det også undre, at SF-byrådsmedlem Anders Bøge vil melde sig ud af folkekirken på grund af den nævnte stigning i kirkeskatten på i gennemsnit 225 kroner om året - eller godt fire kroner om ugen. Folkekirken er da pengene værd!

Faktisk er folkekirken også et af de folkelige fællesskaber, som det giver mening at fastholde og værne om. På Skiveegnen er omkring 80 procent af borgerne medlemmer af folkekirken, og det vidner om en markant opbakning. Folkekirken fungerer og giver meningsfuldt fællesskab. I Sverige har det ikke været en succes at afskaffe den svenske folkekirke - man skal passe på de folkelige fællesskaber.

Naturligvis skal der også lokalt i kirkelig sammenhæng tænkes økonomisk, og det har vi også tillid til sker. Provst i Skive, Betty Grønne Ahrenfeldt, har endda lagt op til debat om, hvorvidt Skive og Salling kan blive ved med at have 48 fungerende kirker. Hun kalder det selv en smertelig debat, og andre veje end at lukke kirker bør afprøves først.

F.eks. er der jo forskellige grader af vedligehold, og så kunne der med fordel ses på brugerbetaling for ikke-medlemmer af folkekirken, hvis de ønsker at bruge kirkerummet og gøre brug af præster ved f.eks. begravelse. Og naturligt vil det også være, hvis det for ikke-medlemmer af folkekirken er klart dyrere at have gravplads på kirkegårde end for medlemmer af folkekirken.

Helt overordnet er det folkelige fællesskab - som folkekirken er - pengene værd. I høj grad også i Skive Kommune. Det fællesskab tror vi, der er opbakning til at støtte med fire kroner mere om ugen!

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland