Kultur

Fond giver millioner til »kunst-trappe« og »kunst-strækning« i Skive

En af de større brikker i puslespillet om Big Blue Skive faldt på plads i den forgangne uge, da Spar Vest Fonden valgte at donere næsten fem millioner kr. til kunst til projektet.

Spar Vest Fonden giver i alt »op til 4.000.000 kroner« i støtte til en kunst-trappe foran Skive Museum og samtidig 700.000 kroner til et kunst-stræk på Banestien.

Dermed har Skive Kommune i alt 6,7 mio. kr. til Big Blue-kunsten, når man regner tidligere modtaget støtte fra Statens Kunstfond og kommunens egne afsatte midler med.

- Det er et ambitiøst projekt, som virkelig vil bringe Skive på landkortet, lover teamleder hos »Plan« i Skive Kommune, Britta Bjørk Pørksen.

Hvordan en af Danmarks dyreste trapper kommer til at se ud, er det ikke til at sige noget om endnu.

Det bliver nemlig først besluttet, hvilken udformaning kunsttrappen skal have, når en kunstner får overdraget opgaven, efter at den har været udbudt i en konkurrence.

- Men det betyder slet ikke, at vi ser ind i en flerårig periode, inden Kunsttrappen står færdig, forklarer Britta Bjørk Pørksen.

Den tidsramme for projektet, som ligger nu, betyder, at både kunsttrappen og kunststrækket på Banestien, der går fra Østerbro via museet til havnen, vil kunne være færdige i løbet af 2022.

Kunsttrappen bliver et såkaldt »anslagspunkt« for hele strækket.

Den skal ifølge planerne være med til at sørge for, at museets indre funktioner trækkes ud i parken og bliver et aktiv for en samlet idræts- & kulturpark. Kunsttrappen skal være det samlende bindeled mellem kunsten på Banestien og Skive Museum.

Den styregruppe, som skal stå for det videre arbejde med Big Blue-kunsten består af Lotte Sophie Lederballe Pedersen og Jeannette Ehlers, Statens Kunstfond, Lars Peter Salhøj, Plan- og supportchef, Skive Kommune, Kurt Poulsen, Billedkunstrådet, Per Lund Lauridsen, Museum Salling, Per B. Jeppesen, Skive Byråd, Britta Pørksen, Teamleder Plan, Skive Kommune, Camilla Bang, Arkitekt, Skive Kommune og Karina Kobæk, projektleder, Skive Kommune.

Der skal være kunstoplevelser på hele strækningen fra museet til havnen.Kort: Skive Kommune
Her ses kunsttrappen (til venstre i billedet). Kort: Skive Kommune