Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Forår og livsappetit holder os i gang

17-02-2019 KL. 08:24
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

- Det er hårdt at leve, sagde manden i en Storm P. tegning.

Og konen svarede: - Ja, men prøv alligevel!

Kloge ord. Og hvis man ser bort fra en lille tanke om temperatur og klimaforandring, så må det også konstateres med glæde i sindet, at foråret kom til Skiveegnen i går med sol og varme - og hvis vi er heldige, fortsætter det i hvert fald delvist i dag.

Så brager forårsbebuderne for alvor frem af jorden, og vi glemmer, at det nok skal blive koldt igen. Det er trods alt et varsel om, at rigtigt forår venter forude og solen får stadig større magt. Lyse tider venter.

Den slags giver livsappetit, og midt i masser af debat om pensionsalder, og hvornår politikere vil have os på pension, bør vi som borgere vel også give det en tanke, at vi også selv har et vist ansvar for, hvordan fremtiden kan tegne for den enkelte og for samfundets muligheder for at tage hånd om de mest sårbare i vores land.

Man skal i hvert fald passe på med at tegne et billede af danskere som et folk, der blot er optaget af at komme væk fra arbejdsmarkedet så tidligt i livet som muligt og blive hjemme. Sådan er virkeligheden langt fra. Masser af danskere arbejder i dag også efter at have opnået pensionsalderen, og mange vælger at blive længe på arbejdsmarkedet - en del på nedsat tid.

Det er meget fleksibelt, og sådan bør det også være. Derfor bliver det heller ikke muligt at komme danskerne i »kasser« og sige, at hvis man har været på arbejdsmarkedet et vist antal år, eller hvis man har arbejdet i en bestemt branche, så kan man få folkepension to-tre år tidligere. Det er jo netop meget individuelt, hvordan danskerne har det i 60’erne.

Det afgørende burde være, at de nedslidte kan forlade arbejdsmarkedet »før tid« med en pension - og så skal det ikke være afhængig af, hvilken faggruppe man er medlem af, eller om man har været 35 eller 45 år på arbejde. Det er ikke til at skabe en fast skabelon for det.

Og så må der da også godt komme bare lidt fokus på, at vi også selv har et vist ansvar for, hvordan vi bedst kan holde os i gang - også når dåbsattesten har fået en vis alder.

Det er jo ikke kun andres ansvar, hvordan vi i arbejdslivet passer på kroppen og psyken, og i vores fritidsliv har vi naturligvis alle et valg omkring livsstil, kost, motion, røg og alkohol, som samlet kan påvirke vores evne til at holde os i gang også i en relativ høj alder.

Ikke at der er en sikker vej til et langt og virksomt liv - og sygdom rammer også de sundeste sunde - men selvfølgelig er der et personligt ansvar i forhold til at skabe et godt udgangspunkt for et aktivt seniorliv.

Og for samfundet giver det også god mening at tilskynde og opmuntre til, at danskerne bedst muligt og længst holder sig i gang.

Der er brug for masser af god arbejdskraft, og når der er mange i sving, bliver der også bedre råd til endnu bedre at sikre de svage og sårbare mennesker, der har brug for mere hjælp end i dag.

Så lad de tidlige forårsfornemmelser blive en påmindelse om livslang livsglæde. Livsappetit holder os i gang!

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland