Foreløbig prognose: Skives udbytte af kulturby-år er gigantisk
Først fravalgte politikerne i Skive Kommune muligheden for at deltage i forsøget på at gøre Aarhus til europæisk kulturhovedstad 2017.
Men med tilsagn om en bevilling på 770.192 kroner på budgettet i 2013 til bestræbelserne på at få den ærefulde titel til »Smilets By«, fik kommunen alligevel sin del af glansen fra den europæiske kulturhovedstad.
Siden fulgte 265.600 kommunale kroner om året i 2015, 2016 og 2017.
- Skive Kommunes Return on Investment (ROI)-prognose lyder på 5.661.480 kroner. Det er svarende til 656 procent af investeringen.
Det fastslår kulturkonsulent Louise Top Rasmussen, Skive Kommune, med baggrund i en foreløbig prognose fra Fonden Aarhus 2017. Hun understreger, at prognosen er foreløbig. - Den endelige ROI-beregning kommer først i foråret 2018, når alle aktiviteter er afholdt. Ifølge den aktuelle prognose ligger Skive Kommune i den høje ende af kommunernes udbytte beregnet ud fra ROI, oplyser Louise Top Rasmussen.
Formålet med den årlige opgørelse er at sikre, at Aarhus 2017 i sin udmøntning af programbudgettet opfylder sin forpligtelse til at give kommunerne deres investering tilbage minimum krone til krone i form af tilskud til programaktiviteter i den enkelte kommune.
Beregningen viser intet om de enkelte projekters art, omfang eller kvalitet. Den siger heller intet om de øvrige effekter, som kommunernes investeringer kan have.