Gå til hovedindhold
Lokalt

Forrygende udvikling: Brugsen runder snart 10 mio. kr. i omsætning

20-10-2020 KL. 06:37
Empty

Det går slet ikke så ringe endda i Lihme - sagt på godt jysk. Siden bestyrelsen for snart to år siden råbte vagt i gevær og sagde, at det var nødvendigt med større opbakning, er vinden vendt: Dagli'Brugsen i Lihme er på vej til rekordomsætning. Arkivfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Dagli’Brugsen i Lihme er lige nu inde i en helt forrygende udvikling.

Det var brugsen faktisk allerede inden den store coronanedlukning i foråret.

Men coronakrisen har været medvirkende til, at Dagli’Brugsen meget snart runder et magisk tal, nemlig en årsomsætning på 10 millioner kroner.

Og det er aldrig sket før i Lihme-brugsens historie.

- Det er første gang nogensinde, siger brugsuddeleren gennem de senere år, Preben Haunstrup Nielsen.

Gæt en dato

Brugsen har derfor fundet anledning til at gennemføre en sjov konkurrence.

Kunder i butikken kan udfylde en seddel, hvor de gætter på præcist hvilken dato, omsætningen rammer det magiske tal: 10 millioner. Blandt de rigtige gæt udtrækkes en vinder af en gavekurv.

Preben Haunstrup Nielsen siger om omsætningsfremgangen:

- Det er jo rigtigt positivt. Det viser jo, at folk bakker op.

2019 blev året, hvor brugsen i Lihme kom ud med sorte tal i årsregnskabet for første gang i seks år.

Og allerede i begyndelsen af 2020 lå omsætningen pænt.

Så kom coronanedlukningen i marts, og så gik det såmænd endnu bedre. Preben Haunstrup mærkede tydeligt en øget lyst til at handle nært og lokalt i den lille forretning - frem for at stå i lange køer i et større supermarked.

- Jeg er helt sikker på, at de lokale har handlet her mere, fordi de ikke har lyst til at stå i kø med mange mennesker, vurderer uddeleren.

Dertil kommer de mange kunder, som tog i sommerhus - både under forårets nedlukning og i sommerferien. Det har Dagli’Brugsen i Lihme også kunnet mærke.

Sultne unge spiser hjemme

Desuden har husstandene behov for mere proviant i køleskabet, når ungdomsuddannelserne i foråret var lukket helt ned, og de unge mennesker derfor ikke kunne købe frokost i de forskellige gymnasiers kantiner, pointerer brugsuddeleren.

I foråret 2019 råbte bestyrelsen i Lihmes Dagli’Brugsen vagt i gevær og arrangerede et borgermøde i april. Budskabet var, at lokalsamfundet skal støtte mere op om forretningen, hvis den skal bestå på sigt.

Opråb blev hørt i tide

Og man må sige, at opråbet er blevet hørt og forstået i lokalsamfundet:

Det er et spørgsmål om dage, før omsætningen runder 10 millioner kroner.

Men præcist hvornår, det sker, ved vi ikke endnu.

Det kan man gå i butikken og gætte på.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland