Gå til hovedindhold
Ritzau Indland

Forskere undersøger effekten af mobilfrie frikvarterer

03-12-2019 KL. 19:00
Forskere fra Syddansk Universitet (SDU) indleder et forsøg, der skal afdække, om mobilfrie frikvarterer øger børn og unges fysiske aktivitetsniveau. (Arkivfoto)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Snapchats, TikTok-videoer og messenger-beskeder vil blive bandlyst hos en række børn i 4. til 6. klasse som del af et nyt forsøg.

Her vil en gruppe forskere fra Syddansk Universitet (SDU) afdække, om mobilfrie frikvarterer øger børn og unges fysiske aktivitetsniveau.

Det skriver SDU i en pressemeddelelse.

Projektet hedder ”Mobil-fri-kvarter” og skal løbe over fem uger, hvor elever i mellemtrinnet på syv skoler på tværs af landet skal aflevere mobiltelefoner om morgenen.

Herefter vil en gruppe forskere undersøge indvirkningen på børnenes bevægelsesadfærd og sociale interaktion i frikvarteret.

Forskning har tidligere afdækket barrierer, som har en negativ indflydelse på børns fysiske aktivitet i frikvarteret. Det er faktorer som vejret, pladsmangel og mangel på faciliteter.

- Men vi ved faktisk ikke med sikkerhed, hvilken konkret effekt et mobilfrit frikvarter har på børnenes bevægelsesadfærd og sociale interaktion.

- Og det er det, vi meget gerne vil blive klogere på sammen med skolerne og eleverne, uddyber adjunkt på SDU og initiativtager, Charlotte Pawlowski.

Undervejs i eksperimentet følger forskerne eleverne med systematiske observationer af deres bevægelsesadfærd og sociale interaktion i frikvartererne.

Derudover indsamler projektet data via spørgeskemaer før og under eksperimentet.

Efter eksperimentet bliver projektets resultater givet videre til landets kommuner og skoler.

Projektet løber fra november 2019 til april 2021 med støtte fra Nordeafonden.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland