Gå til hovedindhold
Lokalt

Forud for ministerbesøg: Borgmesteren håber, minister får nyt syn på gelænder

22-04-2019 KL. 09:06
Empty

Mange har glæde af et gelænder at støtte sig til, når de besøger Bette Jenses Hyw på Fur. Billedet her er fra juli 2017 kort efter, folk fra Fur trodsede myndigheder og opsatte et nyt gelænder på trappen. Arkivfoto: Anton Simonsen

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skive Kommunes borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) har stor respekt for, at kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) har valgt at besøge Fur 2. påskedag for at se gravhøjen Bette Jenses Hyw i kølvandet på den heftige debat om et gelænder på højens trappe.

- Det er flot af Mette Bock, at hun selv tager initiativ til at besøge Fur for at se, hvad sagen handler om. Jeg håber, hun kommer til den erkendelse, at sagen om et gelænder på højen er helt ude af proportioner, siger Peder Christian Kirkegaard.

Han mener som mange andre, at Slots- og Kulturstyrelsen, som Mette Bock er chef for, er blottet for sund fornuft i gelænder-sagen - styrelsen har to gange givet Skive Kommune påbud om at fjerne gelændere på højen.

- Der var i mange år et gelænder, som Viborg Amt satte op, på trappen. Det opdagede en repræsentant for det daværende Kulturstyrelsen i 2011, hvorefter sagen begyndt at rulle. Der var altså gelænder på den trappe i mange år, og det generede ingen, det skæmmede ikke højen. Gelænder og trappe var tværtimod med til at beskytte højen, ligesom det gjorde det sikkert for gangbesværede at komme op på højen, siger Peder Christian Kirkegaard.

Han mener, Slots- og Kulturstyrelsen og Mette Bock bør komme furboer og Skive Kommune i møde og finde en god løsning, så trappe med gelænder kan genoprettes og besvares.

- Det er ærgerligt, at en statslig myndighed kaster sig ind i en indædt kamp for at forhindre, trappen på Bette Jenses Hyw bliver forsynet med et gelænder. Der er 22.000 gravhøje i Danmark. Slots- og Kulturstyrelsens tilgang til et gelænder på trappen på Bette Jenses Hyw er helt ude af proportioner, mener Peder Christian Kirkegaard.

Han har ikke selv mulighed for at deltage i mødet med Mette Bock på mandag. Mette Bock ankommer til Fur klokken 10.30 og hun bliver modtaget af blandt andre Jens Peder Hedevang (V), medlem af Skive Byråd og formand for Skive Kommunes grønne råd, der inviterede Mette Bock til Fur. Og dén invitation tog hun uden tøven imod.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland