Ritzau Udland

Frankrig vil mindske affald fra emballage med ny klimalov

Frankrigs parlament har tirsdag godkendt en ny, vidtgående klimalov.

Klimaloven vil forhindre udvidelser af lufthavne, forbyde terrassevarmere og mindske affald fra emballage.

Loven er blevet vedtaget efter i alt mere end 200 timers debat i parlamentariske udvalg og i parlamentet.

De franske lovgivere godkendte loven med 332 stemmer for og 77 imod.

- I stedet for store ord og kæmpe, uopnåelige mål, som kun fører til social modstand, sætter vi effektive tiltag i værk, siger miljøminister Barbara Pompili til parlamentet.

Frankrig sigter efter at mindske udledningen af drivhusgasser med 40 procent inden 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Men miljøaktivister mener, at indsatsen går for langsomt.

I februar fastslog en fransk domstol, at regeringen skal gøre mere for at bekæmpe klimaforandringer.

Miljøorganisationen Greenpeace mener ikke, at den nye klimalov går langt nok.

- Det er en lov, som måske havde været tilstrækkelig for 15 år siden, da klimasituationen var mindre presserende.

- I 2021 vil det her ikke være nok til effektivt at håndtere global opvarmning, udtaler Jean-Francois Julliard, formand for Greenpeace i Frankrig.

/ritzau/Reuters

- I stedet for store ord og kæmpe, uopnåelige mål, som kun fører til social modstand, sætter vi effektive tiltag i værk, siger miljøminister Barbara Pompili til parlamentet.