Ritzau Sport

Fransk kaosklub henter argentinsk succestræner

Den kriseramte franske fodboldklub Marseille har ansat argentineren Jorge Sampaoli som ny cheftræner.

Det oplyser klubbens amerikanske ejer, Frank McCourt, beretter AFP.

Sampaoli har blandt andet en fortid som landstræner for Argentina og Chile samt et succesfuldt ophold i spanske Sevilla bag sig.

De seneste uger har der hersket kaos i den sydfranske klub.

I slutningen af januar stormede flere Marseille-fans således klubbens træningsanlæg.

Det skete i frustration over klubbens ledelse og dårlige resultater. På det tidspunkt havde Marseille blot vundet en enkelt af otte kampe i Ligue 1 - heraf var de fem endt i nederlag.

Kort efter sagde cheftræner Andre Villas-Boas op, da ledelsen valgte at købe en spiller, som Villas-Boas havde takket nej til. Herefter blev portugiseren suspenderet.

Marseille er placeret på en syvendeplads i den bedste franske fodboldrække med 38 point for 25 kampe.

/ritzau/

Jorge Sampaoli har været landstræner for både Argentina og Chile. Nu skal han til Marseille. (Arkivfoto).