Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Fremgang - og udfordring

13-02-2018 KL. 11:01
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skive Kommune oplever for første gang i 10 år en befolkningsfremgang. 1. januar var vi 46.599 indbyggere i kommunen, og selv det kun er en stigning på 59 i forhold til året før, så er det naturligvis et positivt signal, at det kan gå fremad.

Som beskrevet forleden er Fur et af lyspunkterne med klar fremgang i indbyggertallet - et godt eksempel på, at der også er områder uden for selve Skive, der pludselig kan rykke og blive populært.

Åen og fjorden er stærke plusser for Skive Kommunes naturomgivelser - i dag med solskin! Og når det kniber med at få vækst i nye offentlige arbejdspladser - både ved anden statslig udflytningsrunde og forsvarsforliget - så må vi i kommunen satse på nye private arbejdspladser og på bosætning af borgere, der skal arbejde i nabokommuner.

I Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning vil Skive Kommunes indbyggertal falde til cirka 45.000 i 2025. Men det er jo ingen naturlov, og de nye, friske tal må være en opmuntring til en forstærket indsats for at trække udviklingen i positiv retning.

Skive har andre udfordringer end befolkningstallet. En ny undersøgelse fra Institut for Centerplanlægning (ICP) viser som omtalt her i avisen i går, at antallet af byer med status af handelsby vil falde markant, fordi meget handel flyttes til netsalg.

I øjeblikket er der 109 handelsbyer i Danmark. Hvis 30 procent af handelen flyttes til nettet, vil antallet af handelsbyer falde til 59, og så er Skive stadig med. Men hvis halvdelen af indkøbene - fødevarer ikke medregnet - går til nettet, bliver der kun 29 handelsbyer tilbage i Danmark. En handelsby er i den forbindelse en by, hvor man ikke behøver køre til en anden by for at købe, hvad man har brug for.

Nethandel vil vokse. Det behøver man ikke være ekspert for at forudse. Men, som det påpeges fra flere sider, så er der allerede butikker i Skive, der med rettidig omhu både har succes som fysisk butik og på nettet. Det er en inter­essant kombination.

Det er samtidig vigtigt, at kommune, handelsliv og lokalsamfundet i det hele taget sammen arbejder for bedst mulige rammer, synlighed, aktivitet, byliv og service. Og vi kan som borgere bakke op ved at handle lokalt.

Et fortsat stærkt og varieret handelsliv kommer ikke af sig selv. Det er lidt som de små købmænd i de mindre byer. De skal bakkes op, hvis man ønsker, de skal fortsætte. Er de først nedlagt, bliver det svært at starte noget op igen.

Masser af handelsbyer kan se mørke skyer. Udfordringerne er åbenlyse - men det kan mulighederne også være. Skive bør målrettet skrotte janteloven og tro på, at det nytter noget, hvis man gør en ekstra indsats for at synliggøre en egn og en by som et godt sted at bo og et godt sted at handle.

Indbyggertal og handelsliv hænger også sammen. Kan Skive vedholdende knække kurven positivt og få stigende indbyggertal, så forbedres grundlaget for handelsliv og udvikling i det hele taget jo samtidig. Inspiration kan givetvis hentes andre steder, men Skive-egnens markedsføring skal også være ægte og bygge på netop vores kvaliteter.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland