Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Frihed og fred og racistisk provokatør

09-04-2019 KL. 11:50
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Rasmus Paludan, advokat, stifter af den stærkt islamkritiske forening »Stram kurs« er racist. Han har endda dom for det!

Retten i Glostrup idømte ham i torsdags 14 dages betinget fængsel efter straffelovens paragraf 226b - den såkaldte racismeparagraf. Paludan havde i en video ytret sig racistisk om afrikanere med en kobling mellem afrikanere og lav intelligens.

Anklageskriftet fremhævede, at Rasmus Paludan har fremsat udtalelser »ved hvilken en gruppe personer forhånes eller nedværdiges på grund af race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse«.

Så nu er Paludan, der i søndags var i Skive og som desværre har planer om at komme igen på fredag, altså dømt for racisme. Han er samtidig åbenlyst - nærmest sygeligt - optaget af at provokere. Derfor tager han rundt i landet og opsøger områder med mange muslimer, som han så søger at provokere med ord og afbrænding af koranen. Og så optager han på video og sender budskaber på nettet.

Hvordan tackler borgere bedst en sådan racistisk provokatør? Det er et relevant spørgsmål, og weekendens erfaringer synes at vise, at det klogeste, muslimske miljøer kan gøre, er at ignorere Paludans provokationer.

Det gjorde man i Holstebro, hvor få var mødt op, mens det i Skive i søndags endte med voldsomme opløb, politistave der måtte trækkes og politiforstærkninger fra Østjylland og Nordjylland - og en person blev sigtet for vold mod politiet. Tre gange måtte Paludan flygte og have politibeskyttelse.

Som det fremgår af dagens avis, vil Rasmus Paludan nu komme til Skive igen på fredag for at søge at provokere endnu mere. Han vil demonstrere foran Det Islamiske Hus i Skive og vil afbrænde koranen.

Det kan godt være, at Paludan er advokat - men rigtig klog er han ikke. Der gives i Danmark masser af adgang til at tale, tænke, tro og demonstrere frit, og det er sygt provokerende at afbrænde bøger - uanset om det er en koran foran Det Islamiske Hus, en bibel foran en kirke eller en børnebog foran et bibliotek.

Paludan har som alle andre fri adgang til at ytre sig kritisk om alt i samfundet - også islam - men det er tydeligt, at han dyrker provokationen og slet ikke kan få nok af at provokere. Ærgerligt at så mange lod sig provokere i søndags i stedet for at ignorere ham. Og så træls at Skive skal udsættes for alt dette, og at der skal bruges så mange politiressourcer - herunder med indkaldte forstærkninger fra nord og øst.

Ifølge imam Mohamad Jammal, Skive, vil det muslimske miljø nu drøfte, hvordan man fredag vil gribe sagen an, hvis Paludan vil demonstrere under fredagsbønnen.

Samtidig bliver det relevant, at politiet drøfter situationen. Der er ifølge grundloven demonstrationsfrihed i Danmark, men »forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred«. Politiet kan forlange, at et møde eller demonstration skal foregå et andet sted, og det vil formentlig helt naturligt indgå i politiets overvejelser at meddele Rasmus Paludan, at han kan demonstrere - men ikke det påtænkte sted.

Der må jo være en mening med, at grundloven både vægter frihed og offentlig fred. Et møde eller en demonstration kan flyttes af politiet, hvis det vurderes at være til stor gene for andre. Frihed - og fred! O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Lokalt

Kulturministeren ændrede ikke syn på gelænder: Det er vigtigt at se gravhøj som kulturarv Kulturministeren ændrede ikke syn på gelænder: Det er vigtigt at se gravhøj som kulturarv

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland