Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Fur og fornuft kan vinde til sidst

08-04-2019 KL. 11:30
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skulle man skrive en stor bog med eksempler på, at »kæden hopper af« i forholdet mellem borgere på den ene side og politikere, styrelser og nævn på den anden side, så vil det være oplagt med et helt kapitel om Bette Jenses Hyw på Fur ...

Og som det fremgik i Folkebladets lørdagsudgave, er det stadig uklart, hvordan sagen ender. Den er heldigvis ledsaget af fantasi, fornuft og virketrang blandt furboer, der ikke vil finde sig i hvad som helst.

Som bekendt startede det med en trappe og et gelænder på Bette Jenses Hyw, hvorfra der er smuk udsigt. Så blev gelænderet krævet fjernet, og det blev pillet ned. Senere blev et nyt gelænder sat op, men det ville Slots- og Kulturstyrelsen også have Skive Kommune til at fjerne, og det skete så. Undervejs i det groteske forløb var der endda en 5-5 afstemning i Miljøklagenævnet, og havde tidligere Skive-byrådsmedlem for SF, Leif Hermann, stemt anderledes, ville gelænderet have fået flertal og lov til at blive. Nu faldt det med formandens udslagsgivende stemme.

Der har også været talt om et reb som gelænder, men Slots- og Kulturstyrelsen er tilsyneladende ubøjelige.

Nu har furboer så tænkt nye konstruktive tanker. Og et af forslagene går ud på at bygge en ny og højere høj tæt på Bette Jenses Hyw - og så kalde den f.eks. »Bette Jenses Lyw«. Det vil blive Furs højeste udkigspunkt, og da det ikke er et mindesmærke, bør der ikke blive problemer med den emsige Slots- og Kulturstyrelse. Den kan vel ikke forhindre, at der bygges en ny høj - naturligvis med trappe og et smukt gelænder i reb eller træ. Og så kan man fra den nye høj få en storslået udsigt ud over Fur - herunder se over på Bette Jenses Hyw. Som oplyst her i avisen i lørdags undersøger Skive Kommune nu mulighederne for en sådan højere »Hyw« på Fur, og det kunne da blive en ganske smuk udgang på sagen, at Fur-fornuft og virketrang til sidst vinder over styrelser og nævns uforsonlighed og svigtende dømmekraft.

Blandt de groteske vinkler i forløbet er, at Slots- og Kulturstyrelsen og ministeriet mener, at det var nærmest storsindet, at man gav lov til at lade trappen blive på Bette Jenses Hyw og kun ville fjerne gelænderet. Men ved gravhøjene i selveste Jelling er trapper tilladt. Men da der ikke er gelænder, slides gravhøjene, fordi mange vælger at kravle op på græsset ...

Furboer kan selvfølgelig vælge at sætte et reb-gelænder op på Bette Jenses Hyw, men med den ivrighed Slots- og Kulturstyrelsen forfølger sagen, vil det formentlig hurtigt - igen - ende med besked til kommunen om at fjerne rebet.

En ny og højere »hyw« på Fur kan blive en stor turistattraktion, og man kan med et oplysende skilt give fortællingen om højens baggrund og historie. En fortælling om vilje, fornuft, fantasi og virketrang på Fur - og om styrelser og nævn, der helt havde fjernet sig fra folk og fornuft.

Et stykke danmarkshistorie midt på Fur. Det er måske i virkeligheden den bedst tænkelige udgang på sagen.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland