112

Gaderæs i Holstebro: Syv sigtet for brud på forsamlingsforbud

Et tip sendte lørdag aften politiet til krydset ved Joachim Wellers Vej og F.L. Hansens Vej i Holstebro omkring klokken 21.20.

Her var en større gruppe af mennesker samlet.

Politiet oplyser mandag formiddag, at de formoder, at der var arrangeret en form for gaderæs.

Da patruljen nåede frem lørdag aften, mødte betjentene syv personer - heriblandt en kvinde fra Vinderup - som alle blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet.

De syv sigtede er i alderen 17 til 52 år, hvor fire er kvinder.

De kan nu se frem til en bøde.

Politiet sigtede dog ikke kun for brud på forsamlingsforbuddet, men også for fejl og mangler på nogle af bilerne ved træffet.

KATRINE FRIIS PEDERSEN

kfp@skivefolkeblad.dk

Foto: Martin Ballund