Lokalt

Galleri: Vinterferie med mennesketomme attraktioner

Vinterferien 2021 har absolut ikke været som vinterferier er flest. Normalt lyder der i vinterferien glade børnestemmer og kloge bedsteforældrekommentarer på egnens seværdigheder og kulturelle tilbud. Men lige nu er der tomt, meget tomt. De normalt overfyldte parkeringspladser står lige nu gabende tomme og råber ud til verden, at her er lukket, slukket og lukket ned.

KCL’s popcornmaskine og filmprojektorer er slukkede, filmene, som var rettet mod børnenes vinterferie, må vises på et andet lysere tidspunkt, hvor den liflige duft at friskpoppede majs atter vil indfinde sig.

Badelandets meterlange bassiner som appellerer til leg og sjov for alle aldre, ligger øde og stille hen og venter på den vending, der atter vil give leg og liv i vandet.

I Mønsted er gruberne tomme for undrende børneøjne og forklarende voksestemmer. Alt er vendt på hovedet. På hovedet i gruberne hænger de normale beboere, flagermusene, og tager deres lange vintersøvn. I år har de muligheden for at tage sig en ordentlig skraber uden at blive forstyrret af nysgerrige mennesker og deres lysende lygter og mobiltelefoner.

Det kan de så i deres dvale takke deres fætre fra Wuhan for.

Børnefamilierne som normalt ville have besøgt seværdighederne og benyttet sig af de kulturelle tilbud i vinterferien, har måttet finde alternativer til at blive aktiveret. Streaming, kagebagning, skøjteløb og slædeture, ture i naturen og ikke mindst kvalitetstid med familiemæssig nærvær har stået på mange familiers program i vinterferien.

Vinterferien, der symbolsk for den mærkelige tid vi befinder os i startede med en bitterlig kulde og blæst, slutter med sol og positive temperaturer, som bekræfter os i, at vi går mod lysere tider.

Stille eftermiddag ved Cinema 3.
Ikke en sjæl ved Spøttrup Borg ...
... Ej heller ved Mønsted Kalkgruber.