Erhverv

Genåbnings-udsigt vækker glæde i de lokale butikker

En ekspertgruppe har over for regeringen anbefalet at åbne en stor del af detail-butikkerne landet over, og det skaber tirsdag formiddag glæde hos butikkerne i Skive.

Mandag lød det fra Ole Hansen hos Bog og Idé i Søndercentret, at det kunne være slut for butikken, hvis der ikke snart blev åbnet op.

Men med udmeldingen mandag aften ser han lysere på tingene.

- Det er en fantastisk nyhed, og det er meget positivt, hvis vi kan få lov til at åbne op nu. Det vil redde rigtig meget for os, så vi kan få kunderne tilbage i butikken, da vi lige nu bare smider penge ud ved at gå derhjemme, siger Ole Hansen.

Han er dog godt klar over, at det indtil videre kun er anbefalinger, og derfor er det en spændt Ole Hansen, der ser frem til den endelige udmelding onsdag.

- Vi holder vejret til i morgen, men jeg trøster mig med, at når vi kunne holde åbent op til jul med flere smittetilfælde end nu, så kan vi altså også sagtens styre folk i butikken nu, mener Ole Hansen.

Glæde at spore er der også hos Martin Østergaard fra Guldsmed Østergaard i Nørregade.

Han understreger dog også, at en genåbning af butikkerne ikke sker en dag for tidlig.

- Det er positivt med andre toner, men det er altså også nødvendigt, at vi får lov til at åbne op nu. Det er ikke længere kun den enkelte butik, der er presset på eksistensen, det er hele sammenhængskraften i byen, da alle butikker tager skade, hvis nogle må lukke, siger Martin Østergaard.

Martin Østergaard fortæller, at hans egen forretning er klar til at åbne i morgen, hvis der bliver givet grønt lys.

- Vi trænger til at komme i gang igen, så derfor håber jeg, at vi kan åbne på mandag, men jeg kan samtidig godt frygte, at der er gået så meget politik i det, at regeringen ikke vil tabe ansigt. Jeg kan godt komme i tvivl om, hvor hurtigt der bliver åbnet, selv om anbefalingerne ligger der, siger Martin Østergaard.

Regeringen har meldt ud, at der kommer nyt om genåbning i morgen, onsdag.

Flere butikker i SønderCentret åbner ny døre, så kunder kan gå direkte ind i butikken. Det sker, efter regeringens udmelding om nye coronarestriktioner, der rammer SønderCentret, hvor andre butikker tvinges til lukning. Ole Hansen, Bog & Idé/Legekæden, har sørget for en ekstra dør ud mod åen. Foto. Steen