Gå til hovedindhold
Sport

Gigantklubber lurer på lokalt stortalent: »Jeg har ikke travlt«

08-03-2019 KL. 10:56
Empty

En række af de absolut største klubber i Europa holder øje med lokale Gustav Isaksen. Næste kig kan de tage på onsdag, når han og FC Midtjylland spiller mod Manchester United i U19-årgangens svar på Champions League. Arkivfoto: Nigel French/Ritzau Scanpix

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Gustav Isaksens navn og evner på en fodboldbane er blevet ivrigt debatteret og analyseret i en lang række europæiske topklubber den seneste tid.

Stortalentet fra Hjerk ved Roslev har vist sig fornemt frem dels på det danske ungdomslandshold samt på FC Midtjyllands U19-mandskab, som er videre til knockout-fasen i Youth League, ungdommens svar på Champions League. Og så begynder han trods en alder af bare 17 år at nærme sig de danske mestres førsteholdstrup, efter han i vinter var med på træningslejr i Dubai og scorede en enkelt gang i en træningskamp.

Det har ført til efterhånden mange henvendelser, fortæller Gustav Isaksens far, Klaus Isaksen - selv tidligere udlandsprof i engelske Reading, og senest succesrig træner i Roslev IK i en årrække.

- Der har været officielle henvendelser til FC Midtjylland, og der er også mange, som har ringet til mig eller til Gustavs agent, som han har haft, siden han var 15.

- Men der er ikke kommet et officielt bud på ham endnu. Jeg tror, klubberne godt ved, der skal mange penge på bordet, hvis de vil have fat i ham, siger Klaus Isaksen velvidende, at FC Midtjylland tidligere har solgt akademispillere for store millionbeløb.

Og det er altså nogle af de helt store klubber, som har Isaksen stående på blokken.

- Der har været henvendelser fra Bayern München, Dortmund og Manchester City plus et hav af andre. Og så et par stykker, som måske er mere interessante, men som jeg ikke kan give navnene på.

- Det er klubber, som kommer og ser kampen på onsdag mod Manchester United, og som også så kampen mod Roma, siger Klaus Isaksen.

Manchester Uniteds U19-hold lægger vejen forbi Herning onsdag til en enkelt knockout-kamp i Youth League, hvor vinderen vil have spillet sig i kvartfinalen.

FC Midtjylland slog den italienske hovedstadsklub ud i seneste runde. I den kamp var Gustav Isaksen i første omgang uheldig at rette en afslutning i eget net, men kort efter huserede han i det modsatte felt, hvor der blev begået straffespark imod ham. Det gav FCM-udligning til 1-1, hvorefter danskerne vandt efter straffesparkskonkurrence.

- Det handler om at finde det rigtige tidspunkt og at se på, hvornår han er moden nok. Og så skal der ses på, hvilket set-up klubberne har at tilbyde, lyder det fra Klaus Isaksen om et muligt udlandsophold.

Gustav Isaksen selv har ikke så travlt med at komme væk, fortæller han til Skive Folkeblad.

- Som det ser ud lige nu, vil jeg rigtig gerne blive i FC Midtjylland og se, om jeg kan spille mig ind på førsteholdet. Jeg ved, der er lang vej, og at det er mega-svært, men jeg vil give det et skud.

- Jeg har ikke travlt med at skulle et andet sted hen, for jeg føler, de tror på mig i FCM, så jeg ser også en fremtid for mig selv her, og så kan jeg komme til en udenlandsk klub senere, siger han.

Interessen gør dog et eller andet ved Isaksen, indrømmer han.

- Jeg prøver at lade være med at tænke så meget over det. Men det er svært, når der står folk fra den slags klubber og kigger på.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland