Lokalt

Glæde over trafik-udspil: Borgmester og byggeribranche jubler

1,1 milliarder kroner.

Det er, hvad regeringen vil investere i en udvidelse af Rute 34 mellem Haderup og Skive.

Det fremgår af det udspil til investeringer i transport og trafik i Danmark, som regeringen lagde frem ved middagstid.

Kommuner i Nordvestjylland har argumenteret for det i mange år og peget på, at udvidelsen er helt afgørende for vækst i Nordvestjylland. Det samme er en udvidelse af Rute 26 mellem Hanstholm og Skive. Her vil regeringen udvide mellem Hanstholm og Sallingsund.

- Jeg er meget glad for, at regeringen peger på både Rute 34 og rute 26, siger Skive Kommunes borgmester Peder Christian Kirkegaard (V), mens pressemødet om planen endnu er i gang.

Han kender derfor endnu ikke detaljer i udspillet. Hvis regeringen får støtte til det, skal det realiseres frem til 2035.

- Vi kan ikke vente længe på at få udbygget Rute 34 og Rute 26. Det er utrolig vigtigt for os, at vi hurtigt får forbedret de veje. Vi skal meget gerne have det i gang løbet af to-tre år, siger Peder Christian Kirkegaard.

Hos Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland glæder næstformand Niels Hansen sig over, at der nu er slået hul igennem til en udvidelse af Danmarks smalleste hovedvej, Rute 34, på strækningen mellem Haderup og Skive

- Vi klapper i hænderne over, at regeringen har kigget vores vej, siger Niels Hansen.

Vi har mange håndværkere, der pendler, og produktionsvirksomheder, der har brug for at fragte materialer og varer, og nu får de en hurtigere og mere sikker måde at komme frem og tilbage, siger Niels Hansen, der ikke har hæftet sig så meget ved, hvad tidsplanen for udvidelsen er.

- Bare det, at der er slået hul igennem, er stort, siger han.

For Midt- og Vestjylland indebærer udspillet blandt andet også, at motorvejshullet nord om Herning lukkes, at der etableres en 2 + 1-vej mellem Ringkøbing og Herning, en elektrificering af togdriften mellem Vejle og Struer via batteritog, ligesom der er afsat penge til flere grønne investeringer i blandt andet cykelstier (2 mia. kr.) og elladestandere (500 mio. kr.).

- En velfungerende og udbygget transport-infrastruktur er en grundlæggende betingelse for at kunne leve et godt liv og skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Jeg håber derfor, alle Folketingets partier er klar til at indgå i forhandlinger og sikre en bred aftale om fremtidens infrastruktur. Det vil være godt for Midt- og Vestjylland og resten af Danmark, siger folketingsmedlem Mogens Jensen.

<p>Der skal ske noget med infrastrukturen i Skive Kommune, påpeger Dansk Industris næstformand i Midt- og Vestjylland, lokale Morten Primdal. Sorteper er Rute 34, som er med til at trække ned i DI’s analyse af erhvervsvenlighed, hvor Skive Kommune brillerer med en samlet 7. plads. Borgmester Peder Christian Kirkegaard er naturligvis stolt over placeringen. Men han erkender, at nogle udfordringer er nemmere, end andre. Arkivfoto: Jens Kristensen</p>