Sport

God dag for Skive fH: klar sejr og to nye spillere

Der var Liganiveau i det første 5-6 minutter, da Skive fH’s håndboldherrer lørdag havde besøg af Skovbakken i en coronalukket Interfjord Arena. 7-1 førte skibonitterne efter en herlig indledning, men herefter gik der hverdag og sløseri i tingene, så gæsterne nogenlunde midtvejs i anden halvleg kunne udligne til 23-23.

Panik var der dog aldrig optræk. Træner Arne Damgaard tog en tiltrængt timeout og kaldte sine folk til orden, og så var der Liganiveau igen. SfH’erne vandt de følgende godt otte minutter med 9-1 og endte som samlede vindere med de sikre cifre 36-30.

Klasseforskellen blev vist, når det var nødvendigt. og det var alt rigeligt.

Dagen bød desuden på to spændende tilføjelser til næste sæsons trup.

Den ene af de to keepere, som manglede i ligningen, er nemlig fundet i Levig/Thyborøn. Her henter SfH’erne Shadrac_Amie Nsoni, som i fire sæsoner har været andetvalg i den vestjyske klub, men nu får muligheden for at udvikle sig yderligere med mere spilletid i Skive. Shaq, som han kaldes i daglig tale, er congolesisk statsborger, men håber at få dansk pas til sommer. Han har fået en to-årig aftale.

Og så er der hentet en afløser for Emil Grønbech, som selv skal til Ribe-Esbjerg. Her er der kigget sydpå til TM Tønder -Skive henter nemlig sønderjydernes topscorer, højrebacken Benjamin Holm, på en to-årig aftale. Han blev en mulighed, da han skal flytte til Aarhus med sin kæreste.

Læs mere om kampen mod Skovbakken og mere om de to nye spillere i Skive Folkeblad mandag.

brian laursen

blau@skivefolkeblad.dk

Skive fH fik sæsonens anden sejr over Skovbakken lørdag, denne gang med 36-30 på hjemmebane. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix