Gå til hovedindhold
Sport

God fart og god teknik: 19-årig offensivspiller prøvetræner i SIK

10-10-2019 KL. 12:39
Empty

André Bjerregaard har været disciplineret for at komme hurtigst muligt tilbage til fodboldbanen. Arkivfoto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Der bliver fyldt ekstra ud på bænkene i omklædningsrummet i Egeris i øjeblikket.

Planen er nemlig, at angriber André Bjerregaard, der imponerede stort i sin første tid i Skive IK, onsdag kommer på græs igen efter sin alvorlige korsbåndsskade.

Han er dermed foran sin oprindelige tidsplan, der lød på, at han kunne få frisk luft i ansigtet engang i januar.

Men selv om Bjerregaard kommer ud under åben himmel, er det dog ikke ensbetydende med, at der er et kamp-comeback under opsejling lige med det samme.

- Han kommer ikke til at spille på denne side af nytår, men han er foran planen, siger sportschef Rasmus Brandhof og understreger, at det skyldes frontmandens dedikerede arbejde for at komme hurtigst muligt tilbage.

André Bjerregaard er imidlertid ikke den eneste »nye«, der skal have plads i omklædningsrummet.

19-årige Stefan Stojilkovic, der har rødder på Balkan, men er dansker, prøvetræner således i øjeblikket hos SIK’s førstehold.

Kant- og angrebsspilleren kommer fra Silkeborg IF’s akademi og har optrådt både i Reserveligaen og i U19-ligaen, men har nu fået mulighed for at vise sig frem for Skives trænerteam og sportschef Rasmus Brandhof.

- Han kom sidste onsdag, men det har været lidt svært at vurdere noget, fordi der har været så meget fokus på HB Køge-kampen. Men han har vist det, vi havde fået at vide - god fart og god teknik. Han minder lidt om Mathias Bersang i spillestil, fortæller Rasmus Brandhof.

Netop Bersang er fortsat ude med en hjernerystelse, og da Thomas Santos også har set på i et stykke tid, har det været relevant for skibonitterne at se Stojilkovic an.

- Han er med resten af denne uge, og så tager vi en snak med ham derefter, lyder det fra sportschefen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland