Lokalt

Gode muligheder for udvidelse af rute 34: »Jeg anser det for næsten 100 procent sikkert«

Venstre er klar til at investere 800 millioner kroner i en udvidelse af Rute 34 mellem Skive og Haderup til 2 + 1-vej.

Det oplyser Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen efter et besøg i Skive onsdag.

Meldingen kommer, før forhandlinger om en ny transportaftale for den kommende godt 10 år formentlig går i gang kort efter påske.

- Rute 34 er Danmarks smalleste landevej. Vi går i Venstre all in for at gå gjort Rute 34 mellem Skive og Haderup til en 2 + 1-vej, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Han lover også en forbedring af Rute 26 mellem Hanstholm og Aarhus, hvis det står til Venstre.

Han kalder de to ruter for adgangsporten til Nordvestjylland. Det er afgørende for især virksomheder i Nordvestjylland at få en effektiv adgang til motorvejsnettet.

- Vi har ikke hørt noget om, hvad regeringen er på vej med. Jeg frygter, regeringens støttepartier sætter tommelskruer på regeringen, og i deres udspil har jeg ikke set noget om veje, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Andreas Steenberg (R), næstformand for den radikale gruppe Folketinget, ærgrer sig over, at Kristian Pihl Lorentzen taler om tommelskruer og andre partiers planer på den måde.

- Man skal ikke tillægge andre synspunkter på den måde. Vi har lige spillet ud med, at der bør være 2 + 1-veje til byer som Skive. Den tidligere borgerlige regering spillede ud med, at Rute 34 mellem Skive og Haderup skal udvides. Det samme gjorde Socialdemokratiet, så jeg anser det som næsten 100 procent sikkert, at vejen mellem Skive og Haderup bliver udvidet, siger Andreas Steenberg, der i øvrigt bifalder, at Kristian Pihl Lorentzen gentager Venstres løfte om bedre veje i Nordvestjylland.

I Transportministeriet forudser man, at en aftale kan være på plads inden sommerferien.

Onsdag besøgte MF Kristian Pihl Lorentzen (til højre) Skive og Skive Kommunes borgmester Peder Christian Kirkegaard, som han her ses med i GreenLab Skive, som de to besøgte under mødet. - GreenLab Skive er visionært, så det batter. Det bliver at kraftcenter for grøn energi, siger Kristian Pihl Lorentzen.  Foto: Steen Don