Debat

Grønne biler på naturens præmisser

Af Karlo Brondbjerg (KD),

Miljø- og energipolitisk ordfører

Både den blå og røde regering er ansvarlig for, at personbilerne CO2 forurener som aldrig før, fordi man velvilligt har sat afgifterne ned på de mest miljøfarlige biler. KD ønsker maksimale afgifter på de mest miljøfarlige biler, idet vi sammen skal stoppe den nuværende sorte miljøpolitik på landevejene.

De fleste politikerne sælger deres transportpolitik ved påstå, at de er grønne, når de arbejder mod en million elbiler på de danske landeveje anno 2030. Der indgår ca. 10.000 mobiltelefonbatterier i en elbil, og batterierne fremstilles af bl.a. tungmetallerne kobolt og litium, som er en sparsom naturressource i let tilgængelig form. Elbilerne har en grøn fremtid i Danmark, men ikke i millionklassen, for det vil være rovdrift på bæredygtighedstanken.

En dieselbil med et moderne røgrensningsudstyr har nu et klart bedre CO2 og NOx (sort røg) miljøregnskab, end en tilsvarende benzinbil. Det giver stof til eftertanke, at mange partier gik til valg på at ville forbyde dieselbiler i Danmark i det kommende årti! Men sådan går det, når partierne prioriterer valgflæsk på bekostning af sund fornuft og forvalterskab af vores natur. KD kræver fremover moderne røgrensningsudstyr på alle dieselbiler og foreslår samtidig at røgrensningsudstyr samt sikkerhedsudstyr fritages for afgifter på alle biler.