Gå til hovedindhold
Lokalt

Halvdelen er deltidsansat - nu skal alle nye stillinger i regionen være på fuld tid

13-02-2020 KL. 14:52
Empty

Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Der er mangel på sygeplejersker og sosu-assistenter ude på sygehusene.

I Region Midtjylland foreslår man derfor, at alle stillinger fremover, efter 1. marts, skal slås op som fuldtidsstillinger, og dermed skal deltidsstillinger ikke længere være en mulighed.

På den måde håber man at få noget mere arbejdskraft ud af de ansatte, hvoraf knap halvdelen af alle ansatte sygeplejersker og sosu-assistenter i regionen lige nu er på deltid.

Kigger man alene på hospitalerne i Skive og Viborg er det hele 55 procent, som er på deltid.

Men kravet om fuld tid vil bare gøre det endnu sværere at rekruttere sygeplejersker, lyder det politisk fra flere sider:

- Vi frygter, at vi går glip af en masse gode medarbejdere, som ønsker deltid, siger regionsmedlem Steen Thomsen fra Dansk Folkeparti.

Sammen med Kristendemokraterne har Dansk Folkeparti foreslået en tilføjelse til forslaget, der går ud på, at når en fuldtidsstilling opslås, skal der kunne tilføjes i stillingsopslaget, »at der tages hensyn til ansøgeres ønske om en evt. deltidsansættelse«. Ellers vil mange kvalificerede sygeplejersker blive skræmt helt væk og afstå fra at søge, hvis der kun er fuldtidsstillinger, lyder frygten.

Næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, Bente Alkærsig Rasmussen, vil gerne have flere kolleger på fuld tid, men siger, at det stadig skal være muligt at blive ansat på deltid.

- Det er vigtigt, at der er en ret til at gå på fuld tid, men ikke en pligt, siger Bente Alkærsig Rasmussen.

Hun hilser det velkommen, at Christiansborg som bekendt har besluttet at sætte penge af til 1000 ekstra sygeplejersker i landet. Men der er lang vej endnu:

- Der er en grund til, at der er så mange deltidsansatte: Det er det arbejdspres, der er, siger Bente Alkærsig Rasmussen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland