Sport

Håndbolden røg i anden række

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Skive fH leverede en præstation ud over det sædvanlige, da Grindsted lørdag blev skilt ad på alle leder og kanter. 39-26 viste tavlen i Interfjord Arena som slutfacit efter en meget, meget fornem opvisning fra hjemmeholdet. Fra start til slut var skibonitterne i front, og de fortjener at blive lovprist for indsatsen.

Nogle gange er det bare sådan, at den slags præstationer ryger i baggrunden. Det sker på de dage, hvor man får en vigtig påmindelse om, at sporten trods alt blot er en parentes i livets store fortælling.

Sådan var det lørdag. Her blev opgøret indledt med et minuts stilhed til ære for Poul Christian Kjærsgaard Jensen, som 11. marts sov ind efter et kræftforløb.

En højt skattet klubmand, der har betydet alverden for det lokale håndboldflagskib gennem en lang årrække.

Den slags seancer er i sig selv altid bevægende, men situationen var endnu mere speciel af den årsag, at Poul Jensens egen søn, Nickolei Jensen, er en af profilerne på Skive fH-mandskabet.

Så der stod han midt på gulvet med sørgebind om armen, Nickolei Jensen, med sine holdkammerater, modstandere samt familien på lægterne og holdt et minuts stilhed for sin afdøde far. Hvis den slags ikke gør indtryk, så er man lavet af sten.

Og ikke nok med det, så skulle den lokale profil altså i aktion for sin klub i en tid, hvor håndbolden er en bisætning midt i en stor personlig sorg.

Mange ville nok i den situation vælge at sidde over. Men Nickolei Jensen viste sin karakter. Han ville ikke lade holdkammeraterne i stikken i en afgørende fase af sæsonen. Så han trådte på banen og præsterede en indsats, der langt oversteg, hvad man kunne have forventet. Delt topscorer blev han med seks mål, han leverede et hav af fremragende assists, og han stod som en bastion i forsvaret.

Det var enestående at være vidne til, og efter kampen endte »Man of the Match«-buketten også i hænderne på Nickolei Jensen. Han blev ikke valgt i sympati, men af den simple grund at han var banens bedste i sit livs vel nok sværeste kamp.

Omgivet af de støttende holdkammerater fik det fuldt forståeligt filmen til at knække, hvorefter tårerne fik frit løb.

Det var først og fremmest hjerteskærende, men Nickolei Jensens præstation tjente på mange måder også som en inspiration.

Sådan oplevede holdkammeraten Tobias Rasmussen det. Han havde selv tårer løbende ned ad kinderne, da han prøvede at sætte ord på, hvad han lige havde vidnet fra sin holdkammerat.

- Det har været så hårdt at opleve en medspiller have det så svært, og at man hverken kan gøre til eller fra. Men det er fuldstændig fantastisk at se ham på banen på den måde, og det har været sindssygt inspirerende at se ham arbejde igennem det her.

- Det viser hans format, og hvor meget hjerte han har. Han giver slip på sine følelser og viser på banen, at hans far havde været stolt af ham. Det er enormt inspirerende, lød det fra en meget bevæget Tobias Rasmussen.

Også cheftræner Arne Damgaard var fuld af lovprisninger over for sin bagspiller.

- Jeg må bare rose Nickolei. At han, med det han har været igennem den seneste tid, kan gå ind og løfte sig på den måde og spille, som han gør i begge ender af banen, er jeg så stolt af.

- Det er også ånden, der er i familien. Hans far ville jo have ønsket, at det var sådan, han skulle gå ind at gøre. At han så formår at gøre det, det er bare så fantastisk og flot. Det har jeg kæmpe respekt for. Det er så stort, sagde Skive-cheftræneren.

At samle tankerne om håndbold har naturligvis været en enorm udfordring for Nickolei Jensen midt i den store sorg, men han gik ikke kun på banen for sin egen skyld lørdag eftermiddag.

- Det har været svært, men jeg ved også, at det var et ønske fra min far. I de sidste tre uger, inden han sov ind, har han ønsket, at vi gav Grindsted nogle tæsk. Det var en ting, jeg havde lovet ham. Holdkammeraterne er gode til at hjælpe mig med at holde fokus på håndbold, når det handler om det, og så kan vi tage nogle tudeture senere, lød det fra hovedpersonen selv, som altså formåede at holde hovedet koldt i løbet af de 60 minutters håndbold.

- Jeg var påvirket lige inden, da vi holdt stilheden, og så blev jeg meget påvirket, da jeg kom ud til sidst igen. Men ellers så er det bare håndbold. Og når man er i gang, pumper adrenalinen af sted. Så prøver man at glemme det hele og bare gøre det, man skal, forklarede han.

Den øvelse mestrede både Nickolei Jensen og holdkammeraterne. Det kastede en fornem sejr af sig på hele 13 mål, og den var selvfølgelig dedikeret til Poul Jensen.

- Ja, det var den helt bestemt. Jeg ved, hvor stolt far ville have været efter den kamp i dag, og det ville han helt sikkert have sagt. Så det var dejligt, at jeg kunne holde, hvad jeg havde lovet ham, sagde en berørt Nickolei Jensen, inden han fortrak til omklædningsrummet igen.

Det var en af de dage, hvor man bare måtte lette på hatten og bøje sig i støvet over et andet menneskes formåen. Baggrunden var tung, trist og hjerteskærende, men det var også smukt at opleve Nickolei Jensen gøre sin far ære på allerfineste vis i den sport, de delte passionen for.

Sikke en præstation, sikke et mandfolk.

Nickolei Jensen var omgivet af gode venner, da følelserne fik frit spil efter kampen. Foto: Benjamin Christensen