Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Håndtryk og S-R-spliden

07-09-2018 KL. 10:59
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Dansk politik er undertiden en besynderlig fortælling.

Socialdemokratiet meddelte for flere måneder siden, at man ikke vil have de radikale eller andre partier med i en eventuel ny S-ledet regering efter valget. En af hovedbegrundelserne var, at Socialdemokraterne ikke på nogen måde accepterer lempelser i den førte udlændingepolitik. Der må ikke ændres et komma, måtte man forstå.

Nu er der så opstået en situation, hvor Socialdemokratiet alligevel ikke vil være med til at stramme så meget som regeringen og DF. Et lovforslag går ud på, at når udlændinge formelt får dansk statsborgerskab, skal det ske ved en ceremoni, hvor det bliver et krav, at den nye danske statsborger giver hånd til »en eller flere repræsentanter for kommunen«. Håndtrykket skal angiveligt vise, at man som udlænding accepterer danske traditioner - herunder håndtryk. Noget som nogle muslimer ikke vil give til et menneske af modsat køn.

Det synes flere borgmestre er noget pjat, og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har nu sagt, at Socialdemokratiet ikke vil være med til at lovgive om dette håndtryk. I hvert fald ikke endnu.

Med det socialdemokratiske nej til lovgivning om håndtryk for at få dansk statsborgerskab er der pludseligt et meget synligt område, hvor Socialdemokratiet ikke vil være med til at føre en så stram kurs som regeringen og DF. Det bruges allerede af regeringen til at vise, at så snart der er lidt kritik fra egne rækker, så tør S ikke stå fast på en stram udlændingepolitik. Men nok så interessant er det jo, at når Socialdemokratiet på dette spørgsmål tør fravige fra regeringen og DF, hvorfor er man så totalt afvisende over for selv mindre justeringer af den allerede vedtagne udlændingepolitik? Det hænger ikke rigtig sammen.

Der er jo meget symbolpolitik i håndtryk-sagen, men det er der også i den såkaldte smykkelov. Den står S til gengæld fast på. Meget af den tummel, som der nu er blandt oppositionens partier, kunne Mette Frederiksen have undgået, hvis hun stilfærdigt havde fundet to-tre områder af udlændingepolitikken, hvor hun og socialdemokraterne havde vist imødekommenhed over for de radikale. Samtidig skulle de radikale selvfølgelig acceptere, at der er et massivt flertal for en stram udlændingepolitik, så det er begrænset, hvad partiet kan få ændret.

Men tænk hvis Mette Frederiksen var gået med til at droppe smykkeloven, som alligevel ikke har haft nogen effekt, havde sagt ja til bare 500 FN-kvoteflygtninge om året og var gået med til, at det skal være lettere for danske statsborgere at bo her i landet med en udenlandsk ægtefælle. Det ville jo ikke synligt svække en stram udlændingepolitik, men dog vise at man forholder sig til virkelighedens udfordringer.

Men Mette Frederiksen var åbenbart bange for at vise den mindste imødekommenhed. Til gengæld har regeringen og DF nu fået opskriften på at presse Socialdemokratiet. Man skal bare komme med nye former for stramninger, som skaber uro i S-baglandet, for så kan regeringen og DF sige, at Socialdemokratiet springer fra, når det gælder, og man kan - uden dokumentation - antyde, at oppositionen nok skal få held til at få S med på en mindre stram kurs efter valget. Den situation kunne Mette Frederiksen have undgået.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland