Gå til hovedindhold
Lokalt

Har indsamlet hundredvis af underskrifter: Borgere vil møde op for at stoppe nedrivning af historisk bygning

24-11-2019 KL. 20:33

Maria Nesgaard (til venstre) og Rikke Mikkelsen samlede i løbet af søndagen masser af underskrifter ind mod nedrivningen af stationsbygningen i Stoholm. Foto: Søren Bjørndal

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

"Stop nedrivningen!"

Den opfordring vil mandag morgen møde de ansatte hos det nedbrydningsfirma, som DSB Ejendomme har hyret til at rive stationsbygningen i Stoholm ned.

- Vi møder op klokken 6.30 mandag morgen bag stationsbygningen for at gøre alt, hvad vi kan for at stoppe nedrivningen, fortæller Maria Nesgaard, som er en af 30 deltagere i den nye projektgruppe, som har sat sig for at redde den 155 år gamle, historiske stationsbygning i 11. time.

- Vi håber, at vi kan appellere til nedrivningsfolkenes gode hjerter, og vi håber også, at der møder en politiker op i sidste øjeblik og siger "stop", siger Maria Nesgaard.

Hun har været på gaden hele søndagen sammen med tre andre fra gruppen for at samle underskrifter mod nedrivningen. De fire placerede sig ved henholdsvis Rema 1000 og Spar i Stoholm.

- I formiddags havde vi indsamlet 140 underskrifter, og så gik vi ud igen i eftermiddags og der fik vi mindst lige så mange underskrifter, hvis ikke flere. Folk er helt vilde med at støtte op om at redde stationsbygningen, siger Maria Nesgaard, der selv bor i Knudby, men kommer meget i Stoholm.

Hun engagerede sig i sagen, straks hun fredag morgen blev opmærksom på nedrivningsplanerne, fordi hun synes, at Stoholm har brug for den gamle station.

- Jeg er modstander af, at man river gamle, sjælfulde bygninger ned, og jeg kan se en masse muligheder i en gammel, fin bygning som stationsbygningen. Vi vil gerne lave et samlingssted for byen, som ellers kun har pizzeriaer og fritids- og kulturcentret, hvis man dyrker sport. Der mangler et sted, for eksempel et spillested, hvor vi kan møde hinanden i en kold tid, hvor vi allesammen burer os inde foran slumrekassen, mener Maria Nesgaard.

Gruppen har nu også startet en underskriftsindsamling på Facebook og har kontakt både borgmester Ulrik Wilbek og kommunaldirektør i Viborg Kommune Lasse Jacobsen samt en stribe lokalpolitikere i håbet om at kunne udvirke et julemirakel, få timer før nedrivningen får i gang.

Planen var oprindeligt at køre til Viborg søndag aften for at overrække de mange underskrifter personligt til Ulrik Wilbek på hans privatadresse, men den plan er nu droppet.

- Det blev vi enige om ikke at gøre alligevel, for at give ham noget ro. Det er søndag, og han har også fri i dag, siger Maria Nesgaard.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland