Gå til hovedindhold
Erhverv

Har købt Jamo-huset: Thy-virksomhed flytter til Glyngøre

04-12-2019 KL. 10:45
Empty

Jamohuset er oprindeligt opført af højttalervirksomheden Jamo, som på det tidspunkt var Glyngøres største arbejdsplads. I storhedstiden havde virksomheden tæt ved 400 ansatte. Arkivfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

- Jeg håber at vi kan trække et industrieventyr til Glyngøre.

Sådan lyder det fra administrerende direktør Glenn Pedersen fra WP Production og Washpower.

Thy-virksomheden har netop købt Jamohuset og planlægger at flytte til Glyngøre i oktober næste år. I første omgang med 30 arbejdspladser.

- Vi har en dygtig arbejdsstyrke i Gl. Bedsted i dag og vil forsøge at trække så mange ansatte med til Glyngøre som overhovedet muligt, siger Glenn Pedersen.

Men forventningen er, at der under alle omstændigheder bliver brug for at annoncere efter nye ansatte.

- Vi har købt et hus, hvor der er god plads. Hvis vi skal have en hal mere til produktion, så er det bare at rulle en port til side. Det håber jeg da, at der bliver brug for, siger administrerende direktør Glenn Pedersen, som i øvrigt er »gammel« Glyngøre-dreng og bosat i Skive.

Glen Pedersen husker tilbage på sin tid i Glyngøre med glæde. Men det er nu ikke på grund af gode minder, han nu rykker sin virksomhed til byen.

- Vi var langt henne i overvejelserne og at bygge en helt ny fabrik i Vildsund. Vi havde faktisk allerede købt jorden, men højkonjunkturen gjorde det noget dyrere at bygge, end vi havde regnet med, fortæller Glenn Pedersen,.

Derfor begyndte han at se sig om efter eksisterende lokaler i stedet.

- Vi fik at vide, at Jamohuset var til salg. Så kontaktede vi ejeren, og fik at vide, at det var han da meget overrasket over at høre, lyder det fra Glenn Pedersen.

Men selv om Jamohuset slet ikke var til salg, endte Glenn Pedersen altså alligevel med til sidst at kunne sætte sin underskrift på en aftale.

- Vi har fået en fantastisk bygning, hvor vi netop har muligheden for at udvide virksomheden, efterhånden som vi får brug for plads. Samtidig er det tydeligt at se, at Jamo har lavet nogle rammer, som også holder i dag, siger Glenn Pedersen.

Noget skal der dog ændres i den gamle bygning, men Glenn Pedersen ser det under alle omstændigheder som en attraktiv økonomisk løsning at flytte til Glyngøre i stedet for at bygge nyt i Thy.

WP Production og Washpower får i første omgang 17-18 produktionsarbejdspladser og 12-13 kontorarbejdspladser i huset. Virksomheden producerer blandt andet maskiner til rengøring af blandt andet svinestalde og kyllingehuse. Nye produktioner kommer løbende til. Senest er virksomheden gået ind på markedet for produktion af fiskepumper til dambrug.

Jamohusets hidtidige ejer, virksomheden TMP, bliver i huset som lejer. Det same gør to andre nuværende lejere. TMP flytter til bygningens tidligere højlager.

TMP, som købte huset i 2016, arbejder indenfor forretningsområderne street food, elektrisk mobilitet og outdoor livsstil. Desuden leverer TMP køretøjer fra Italienske Piaggio Group.

- Med salget af Jamohuset, vil vi fremover igen kunne koncentrere os om forretningen TMP. Vi vil skabe nogle spændende nye rammer i det tidligere højlager. En bygning som giver os masser af muligheder for at skabe en optimal logistik for lager, produktion, administration og showroom, siger Thomas Møller Pedersen, indehaver af TMP, om salget.

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland