Gå til hovedindhold
Lokalt

Har ligget der i mindst 127 år: Kat med killinger fundet under gammelt gulv

21-03-2019 KL. 19:54
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Der mødte tømrerelev Rasmus Rusbjerg et anderledes syn, da han tirsdag var ved at bryde gulv op i en gammel bygning i Adelgade.

Under gulvet i bygningen, der er bygget i 1750 og som fik en nybygning i form af en overdel i 1892, lå skelettet af en kat og dens tre killinger.

- Det var lidt sjovt, for vi havde lige gået og snakket om, at vi skulle passe på, at der ikke lige pludselig dukkede et skelet op fra den gamle bygning. Så det gav da lige et spjæt i mig, da jeg så katten. Jeg har kun fundet fugle og gnavere indtil nu, siger Rasmus Rusbjerg.

Det er Henrik Friis, der sammen med sin søn ejer bygningen i Adelgade 16. De er ved at renovere bygningen, så den igen kommer til at indeholde lejligheder, som der var for 60 år tilbage.

- Katten må i hvert fald have ligget der siden 1892 - måske endda tidligere, for der har ikke været ændret på bygningen siden da. Jeg har selv en kat, og da jeg så skelettet, tænkte jeg med det samme, at det skulle ikke ske for min kat, siger Henrik Friis.

Selv om der bliver arbejdet på livet løs i bygningen, så lejlighederne kan blive klar til indflytning om nogle måneder, har katten og killingerne fået lov at ligge.

Og hvis man skal tro Henrik Friis, så er det ikke sikkert, at de bliver fjernet.

- Jeg går lige og overvejer, men jeg tror, jeg lader dem ligge. Jeg synes, det vil være synd at fjerne dem, når de nu har ligget der så mange år, siger Henrik Friis.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland