Gå til hovedindhold
Debat

Hjælp til blinde afhænger af postnummeret

14-05-2019 KL. 13:38
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det skal indledningsvis slås fast, at blinde og svagsynede i Viborg og Skive kommuner er bedre stillede i forhold til mange andre kommuner i Danmark, men det ændre ikke behovet for en retssikret optræning også i vore kommuner.

I Danmark er der ingen ret til rehabilitering (Genoptræning/træning) for mennesker med synshandi­cap.

Brækker du ryggen eller får du en hjerneblødning, kvitterer sundhedssystemet med en genoptræningsplan. Mister du synet, er der ingen plan. Der findes ingen faglige standarder og vi har ikke krav på nogen genoptræning eller hjælp, der kan lære os at leve livet forfra med et synshandicap.Det er op til kommunen, ja helt ned til enkelte sagsbehandler, at finde ud af, hvilke tilbud, der er de rette for os, der har mistet synet. Har kommunen overhovedet et tilbud, der kan lære et menneske, der har mistet synet, livet forfra med synshandicappet?

Det er så specialiseret en hjælp, at de færreste kommuner har de rette kurser på hylden, så skal de ud at købe ydelsen i de kommuner, der har et synfagligt tilbud. Det koster penge, og så klapper kassen nogle steder i, og lyset går for alvor ud for det menneske, der har mistet synet og allerede er i et sort hul. Det er svært nok at blive blind. Det skal ikke også være svært at få hjælp. Det må ikke blive et postnummerlotteri, hvor vi skal flytte adresse efter hvilken kommune, der er mest positiv i forhold til at hjælpe blinde og stærkt svagsynede på sporet af et værdigt liv.

Jeg vil opfordre politikerne til at bruge folketingsvalget til at se systemet efter i sømmene og sikre kvalitet og sammenhæng i indsatsen over for mennesker med synshandicap.

Opfordre til at politikerne sikrer ordentlig hjælp til nogle af de mest udsatte i samfundet - nemlig mennesker, der har mistet synet eller aldrig haft det.

En undersøgelse fra Dansk Blindesamfund har for nylig vist, at halvdelen af alle ældre blinde ikke kan forlade deres eget hjem, fordi de ikke har lært at gå med stok eller benytte GPS. De bliver ensomme og isolerede. Og undersøgelsen viser, at der er et betydeligt behov for hjælp til hverdagens aktiviteter.

Mennesker med synshandicap i den erhvervsaktive alder kan ikke finde fodfæste på arbejdsmarkedet og kun 20 procent er i beskæftigelse, og de unge blinde og stærkt svagsynede kæmper med uddannelse og færre og færre gennemfører faktisk en uddannelse.

I sidste ende handler det hele om én ting - nemlig retten til rehabilitering. Retten til at genvinde sine færdigheder, lære livet forfra med synshandicappet for kun gennem træning og faglig specialiseret vejledning kan man sikre, at samfundet ikke lader blinde og stærkt svagsynede sidde i mørke uden mulighed for at deltage i samfundet på lige vilkår med andre. De skal have en ret til den rigtige hjælp præcis som man har det, når benet brækker eller ryggen siger knæk.

Thorben Koed Thomsen,

Dansk Blindesamfund

Viborg-Skive,

Hvedemarken 16,

8800 Viborg

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

112

Anmeldelser vælter fortsat ind: 44 børn har modtaget krænkende billeder Anmeldelser vælter fortsat ind: 44 børn har modtaget krænkende billeder

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland