Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Hjælp til par - men gør det rigtigt

16-07-2019 KL. 11:47
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skal parterapi være en kommunal, skattefinansieret opgave?

Spørgsmålet melder sig, efter det er kommet frem, at fire ud af 10 kommuner rent faktisk tilbyder par gratis terapi hos psykolog eller terapeut. Skive Kommune gør det ikke.

Omkring halvdelen af alle ægteskaber opløses, og det er positivt at forsøge at finde veje til at mindske det tal - men det gør det ikke automatisk til en naturlig, kommunal opgave. Det er værd at lytte til formanden for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen, der i dagens avis med rette påpeger, at der er andre grupper af hjælpekrævende borgere - herunder angst- eller depressionsramte, som har mere brug for gratis hjælp. - Problemer i kærlighedslivet skal selvfølgelig også have hjælp. Men der står nogle mennesker ved siden af, som ender på venteliste i stedet for at få den behandling, som vi ved virker, påpeger Psykolog-foreningens formand. Med rette.

Skive har - fremfor gratis parterapi - vægtet højere, at der f.eks. tilbydes gratis psykologisk rådgivning til unge under 30 år, åben vejledning af personer i psykisk krise osv.

I forhold til parforhold har kirkerne i Resen, Skive og Egeris haft et udmærket tilbud til par, der med sognepræst Natalia Packert Andresens ord har brug for »vitaminer i parforholdet«. Det er såkaldte PREP-kurser over to lørdage, hvor eksterne instruktører hjælper par med at blive bedre til at kommunikere med hinanden. Det koster 800 kroner, og hvis par er motiveret for at få et bedre parforhold, må man gå ud fra, at de er parat til at betale dette beløb. Og meget fint, at lokale kirker er på banen. De er med til at vie mange par - og godt at kirken også er til rådighed, når der er brug for det i forhold til ægtepars liv med hinanden.

På et tidspunkt, hvor der mangler offentlige ressourcer til at klare mange af udfordringerne for psykisk syge, virker det ikke som en oplagt kommunal opgave at sætte mange kræfter ind på gratis parterapi. Det er vigtigt at prioritere de kommunale opgaver, og mange par vil heldigvis selv finde veje til hjælp, hvis de har brug for dette. Og de fleste, der bliver skilt, finder heldigvis også veje til stadig at være tilstedeværende og ansvarlige for eventuelle børn.

Det er vigtigt, at kommuner og det offentlige holder balancen i forhold til borgernes ansvar for eget liv. Ellers bliver det også en skrue uden ende. Skal kommuner også have lønnede rådgivere om sunde, grønne indkøb til borgerne - som led i den grønne bølge?

Det skal - som påpeget af Psykolog-foreningens formand - huskes, at når man prioriterer én gruppe - f.eks. par omkring parterapi ved gratis hjælp - så er der andre med større behov, som kommer på venteliste. Det er ikke specielt klogt. Et godt samfund skal først og fremmest tage vare på de svageste grupper. Og så bør man glædes over, at der som nævnt er anden foretagsomhed, der f.eks. kan sikre, at par for en mindre betaling kan få hjælp til bedre kommunikation i parforholdet.

Det er ikke et sundt samfund, der straks ved problemers opståen tænker på, hvordan det kan løses med nye offentlige opgaver og tildeling af nye offentlige midler. Tilbage risikerer at stå de virkeligt svage, som ikke havde stærke talspersoner og stor synlighed og bevågenhed.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland