Ritzau Sport

Hobro deler med Fremad Amager efter Peter Sørensen-exit

Hobro sagde farvel til Peter Sørensen som cheftræner fredag, og søndag skulle holdet i aktion ude mod Fremad Amager i den næstbedste danske fodboldrække.

Det blev en blandet oplevelse for Hobros midlertidige cheftræner, Michael Kryger, som kunne se sit hold spille uafgjort 2-2 efter en sen udligning.

I det 90. minut udlignede Hobros forsvarsspiller Hugo Andersson til slutresultatet, og dermed fik den nye chef et enkelt point ud af anstrengelserne.

Hobro bragte sig foran 1-0 efter et mål af angriberen Louicius Deedson efter 19 minutter, som med en flad afslutning fandt vej til nettet ude ved den ene stolpe.

Fremad Amager kom dog stærkt tilbage i anden halvleg, da den tidligere brøndbyspiller Kasper Fisker udlignede efter 47 minutter.

Fem minutter senere scorede Markus Bay til 2-1 på et drøn af et langskud for Fremad Amager, som lige pludselig var i fuld kontrol i Sundby Idrætspark.

Det var dog kun lige indtil de sidste minutter, hvor Hugo Andersson luntede med frem for at fremtvinge en udligning.

Det lykkedes, da han kunne stige til vejrs og heade det ene point hjem til den jyske klub.

Fremad Amager er placeret på en femteplads med 28 point efter 19 kampe. Hobro har 23 point på en ottendeplads.

Dermed er Hobro et stykke fra sin målsætning om at ende i top-6, der skal kæmpe om de to oprykningspladser.

Der blev spillet en kamp mere i rækken søndag eftermiddag. Her vandt HB Køge med 3-0 hjemme over Vendsyssel FF. Emilio Simonsen, Nsungusi Efiong og Mikkel Qvist scorede målene

HB Køge er nummer seks med 28 point.

/ritzau/

Fremad Amager var foran med 2-1 indtil kort før tid hjemme mod Hobro, men det endte med en pointdeling og et 2-2-resultat. (Arkivfoto)