Gå til hovedindhold
Ritzau Indland

Højskoler: Vi skeler ikke til om sangtekster er krænkende

19-12-2018 KL. 10:50
Folkehøjskolernes Forening kan ikke se problemet i "Den danske sang er en ung blond pige". (Arkivfoto)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Kristeligt Dagblad skriver onsdag, at en forsker på CBS har fået en undskyldning for, at sangen "Den danske sang er en ung blond pige" blev sunget til et internt møde.

Forskeren mente, at sangen var ekskluderende. Hos Folkehøjskolernes Forening har man ikke oplevet problemer med sangen, der er skrevet i 1926 og er del af Højskolesangbogen.

- Aldrig. Det har jeg aldrig tænkt over.

- Jeg går ud fra, at langt de fleste ved, at sangen er skrevet i en anden tid uden noget fortsæt, man kan omsætte til nutidens debat, siger generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening Niels Glahn.

Han fortæller, at foreningen ikke blander sig i, hvad der bliver sunget fra Højskolesangbogen på landets højskoler.

- Vi synger alle mulige sange ude på højskolerne. Og synger man en sang, som eleverne ikke forstår eller er skrevet i en anden tid, så bliver den perspektiveret, siger Niels Glahn og fortsætter:

- Der er et væld af sange, og de har alle en historie at fortælle. Ude på højskolerne bruger man sange som et afsæt til at tale om den tid, de er skrevet i, og hvilken mening, de giver i dag.

Helt i modsætning til den eksklusion, som Kristeligt Dagblad beskriver forskeren følte ved sange, ser Niels Glahn sang som fremmende for inklusion og integration.

- Vi forsøger i højskolerne at være en positiv drivkraft i integrationen ved at bringe folk sammen og lære hinanden og hinandens kultur at kende. Det gør man blandt andet ved at synge hinandens sange, siger generalsekretæren.

Folkehøjskolernes Forening udgiver Højskolesangbogen og arbejder for nuværende på den 19. udgive, der kommer om to år. I dette arbejde bliver der ikke skelet til potentielle krænkende tekster, fortæller Niels Glahn.

- Vi udgiver en sangbog med danske kulturskatte i form af digte og melodier. Nogle af dem er over 400 år gamle.

- Det tror vi, de fleste ved. Og at de fleste kan vurdere sangenes indhold og den historie, de fortæller ud fra. Måske kan de oven i købet lære noget af det. Og det skal man ikke undskylde for, siger Niels Glahn.

Han siger yderligere, at sangbogen udvikler sig med tiden for hver ny udgave.

- I sidste revision røg der flere nationalromantiske og religiøse sange ud. Det vakte en del debat og det kommer næste revision også til at gøre, afslutter han.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland