Gå til hovedindhold
Debat

Holder Mette F. ord?

22-06-2019 KL. 08:30
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Kommentar af

Marie Krarup,

integrationsordfører

for Dansk Folkeparti

Det er spændende at følge de igangværende regeringsforhandlinger mellem Mette Frederiksens socialdemokrater og hele forsamlingen af venstrefløjspartier, der har peget på hende som statsminister.

Ikke mindst på udlændingeområdet bliver det interessant at se, hvem der vinder armlægningen mellem Mette Frederiksen og radikale Morten Østergaard.

Det vil blive helt afgørende for Danmarks udvikling de kommende år.

Mette Frederiksen har højt og helligt lovet danskerne, at der ikke bliver ændret på den stramme udlændingepolitik.

Hun vil hellere gå glip af statsministerposten end at lempe på udlændingeområdet, har hun sagt. Det lyder jo glimrende.

Den meget selvbevidste Morten Østergaard vil på den anden have en helt ny retning, hvor der skal sættes en stopper for hjemsendelsespolitikken, hvor afviste asylansøgere, der intet har at gøre i Danmark, skal have langt bedre vilkår, hvor udviste kriminelle udlændinge ikke skal isoleres på øen Lindholm osv. osv. Det vil være en katastrofe for Danmark. Indvandringens negative konsekvenser kender vi kun alt for godt.

De Radikales fremgang ved valget var bl.a. baseret på en massiv vælgerfremgang i landets ghettoområder. Og disse vælgere skylder Morten Østergaard meget.

Der er utvivlsomt en forventning om, at Østergaard nu leverer en lempeligere udlændingepolitik som tak for støtten.

At han sikrer, at det bliver lettere for muslimske indvandrere at komme hertil, at de får højere offentlige ydelser og bedre vilkår, når de er her, og at der i det hele taget bliver åbnet op en stadig større islamisering af dele af det danske samfund.

Det er resultater, som vil vække glæde hos de imamer og andre islamister, der har gået forrest med henblik på at sikre muslimsk opbakning til især de Radikale og Enhedslisten.

Mette Frederiksen og Morten Østergaard kan ikke begge få magt, som de har agt. Enten bliver udlændingepolitikken bevaret, eller også bliver den lempet.

Det er enten-eller. Og jeg kan love, at i Dansk Folkeparti holder vi nøje øje med, om Mette Frederiksen holder sine løfter til danskerne.

Eller om det hele ender i et kolossalt løftebrud …

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland