Gå til hovedindhold
Debat

Hovedbeklædning, som skal tabuiseres

15-07-2019 KL. 15:18
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det er ofte man i aviser eller på blogs støder på nævenyttige journalister, hvor det virker som om, at disse antager nogle bizarre synspunkter eller tager emner op i vinkler, som er virkeligt upassende, bare fordi de kan. Men på trods heraf er vel egentlig ganske sjældent at de fleste af os kan svinge os op til at reagere på disse udbrud med mere end et træk på skulderen og et stille håb om at den til tider afgrundsdybe arrogance med hvilken man forsøger at spilde sine læseres energi og gode humør en dag må ophøre.

Men så er der også de meget få gange, hvor en skribent træder så meget over uvidenheds- eller dumhedsstregen, at man altså må en tur i blækhuset og formulere et opklarende modsvar, og en af disse få gange er kommet nu. Modevidenskab, som er en blog, der med blandet succes forsøger at koble et lag af intellektualitet på modejournalistik, udgav nemlig for få dage siden en artikel om muslimsk hovedbeklædning til kvinder. Og det er den artikel, som er omdrejningspunkt for det følgende, for Modevidenskabs artikel er intet mindre end den største omgang leflen for en kvindefornedrende tradition i et i forvejen overbeskyttet mindretal i Danmark, der er set længe.

Artiklen handler om at der op til burka-forbuddets ikrafttræden sidste år og i den forgange valgkamp til folketinget har været en usædvanlig hård tone, når det kommer til muslimer i Danmark og de islamiske skikke, som de udfører, og det synes Modevidenskab at have som mission at rette op på overfor de som måtte føle sig kede af det. Artiklen begiver sig således med »hjemmel« i udsagn fra en dansk designer af muslimske tørklæder kækt ud på denne mission ved blandt andet at hævde at disse tvangstørklæder også kaldet hijab, niqab og burka: »(…) bliver noget som samler os i stedet for at dele os (…)«.

Så lad os bare springe ud i det. Nej Modevidenskab! Tørklæder som ved ældgammel religiøs pladderlov påtvinges kvinder kan aldrig forene os med nogen eller noget som helst, og så er det ligegyldigt om der er fundet en smart designer, som selv er muslim, som istemmer sig og siger at muslimsk hovedbeklædning bare er fjong. Hun lever jo af at designe og sælge de selvsamme tørklæder og vil sikkert gerne sælge nogle flere, så hvad havde I lige regnet med at hun ville sige?! Hvorfor fandt I ikke en af de utallige muslimske kvinder herhjemme, som har smidt de skrækkelige tørklæder og frigjort sig fra Islams undertrykkende kvindesyn?

Og for at fjerne enhver tvivl for hvem der måtte læse dette så ER islam eksponent for et groft undertrykkende kvindesyn. I haditherne (Abu Dawud) sidestilles kvinder med kameler og i selve Koranen (4:34) beskrives det utvetydigt at mænd er skabt overlegne til kvinder, og i samme vers beskrives hvordan ’rebelske’ kvinder skal og må tæskes og isoleres af manden. Det er blot to eksempler af mange i skrifterne, som stadig praktiseres helt åbenlyst herhjemme, og som er fuldstændigt uforenelige med det at være dansk.

Enhver modholdning til den skarpe tone i den offentlige debat vedrørende dette og ethvert forsøg på at imødekomme disse religiøst forankrede traditioner hører ingen steder hjemme her. Overhovedet! Det skal være klart for os alle sammen hvad burka, hijab og niqab gør ved kvinder og hvilke symboler disse hovedbeklædninger bærer i sig, så vi oplyst kan tage skarp afstand fra det, og det kræver at medierne, store som små, tager ansvar for at skabe et oplyst grundlag, som er fri for leflen.

Til en start kunne Modevidenskab overveje at ændre artiklens overskrift fra at være »Tabuiseret hovedbeklædning eller cool accessories?« til blot at være »Hovedbeklædning som skal tabuiseres«. Det ville ikke hive artiklen tilbage over den tidligere nævnte uvidenheds- eller dumhedsstreg, men det ville klæde bloggen at vise det ansvar, og det ville være med til at hjælpe debatten i en demokratisk og frihedstænkende retning, og det ville i høj grad være retvisende i forhold til hvad muslimsk hovedbeklædning til kvinder i virkeligheden er.

 

Masoud El-Bhani,

Emmasvej 32,

Brabrand,

8210 Aarhus V.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Lokalt

Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland