Gå til hovedindhold
Sport

HRH 74 forener brødrepar i resten af sæsonen

19-02-2019 KL. 15:12
Empty

Asger Stisen får i resten af sæsonen selskab af sin bror Jeppe Stisen. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Når HRH 74 tirsdag tager turen til Herning og mødet med topholdet HC Midtjylland, er der to gange Stisen med på holdkortet.

Asger Stisen får nemlig selskab af sin storebror Jeppe Stisen, der netop er skiftet fra Viborg, men også har en fortid i blandt andet Stoholm og Skive fH.

Netop tiden i Skive fH bød på et samarbejde med HRH-træner Bo Østergaard, og dermed forenes de to også igen.

Jeppe Stisen optræder primært som playmaker, og han får sig noget af en ilddåb, når hedens oprykningsfavoritter venter.

Tidligere på sæsonen formåede HRH 74 ellers at besejre HC Midtjylland hjemme i Sallinghallen, men cheftræner Bo Østergaard forventer, at tirsdagens hjemmehold har taget ved lære af den oplevelse, hvor Roslev-mandskabet var foran med hele ni mål ved pausen.

- Det er dem, der har revanche til gode. Vi kørte dem ud af banen i første halvleg, og det tvivler jeg på, at vi får lov til en gang mere. Vi har lavet den overraskelse én gang, og de dummede sig også mod Skive, så det er begrænset, hvor mange gange flere de når at dumme sig i denne halvsæson. Deres budget er vel 10-15 gange højere end vores, og de satser hele molevitten på at rykke op. Jeg mener, at de er det bedste hold i rækken, siger Bo Østergaard, som er tilbage på sidelinjen efter sine to spilledages karantæne.

Lang kamppause

Han har dog ventet længe på sit comeback. 16 dages kamppause har HRH 74-mandskabet nemlig haft siden nederlaget mod Aars i starten af februar. Den lange pause er dog ikke primært blevet brugt i træningslokalet.

- Jeg tror, vi har trænet tre gange. Vi har egentlig brugt pausen til at få de folk klar, som har døjet med skader, forklarer Østergaard.

De fleste småskavanker er blevet elimineret, men keeper Rasmus Mortensen har haft med problemer med baglåret, og han bliver sparet mod HC Midtjylland. Andrei Muresan har samtidig kæmpet med en finger, som ikke har været i særlig god forfatning, og han er også tvivlsom.

Bo Østergaard ved dog også godt, at kampen mod HC Midtjylland er af den slags, hvor det ikke er nødvendigt at sætte alt på et bræt.

Det er nemlig 1. marts, at HRH - mod Skive fH - for alvor tager hul på de kampe, der får afgørende betydning for holdets skæbne i sæsonen.

- For os drejer det sig om de efterfølgende kampe. Det er om 10 dage, at det rigtig interessante starter for os. Vi prøver at finde rytmen og komme på plads, så vi står stærkest muligt til det. Men kommer muligheden i Herning, så tager vi den selvfølgelig, understreger Bo Østergaard.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland