Gå til hovedindhold
Lokalt

Hurra for det nye Skive Museum

15-09-2018 KL. 17:03
Empty

Nok var det kulturminister Mette Bock, der genindviede Skive Museum, men med begrundelsen »det er da jeres museum«, lod hun borgmester Peder Chr. Kirkegaard gå først ind. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

»Himlen er blå, og skyerne er ved at åbne sig over os - og sådan håber jeg også, at fremtiden bliver for Skive Museum«.

Foran en skare, der talte langt over 800, var optimismen hos musemschef Inge Kjær, Museum Salling, stor, da Skive Museum lørdag eftermiddag blev genåbnet efter endt renovering og udvidelse.

Som de fleste af dagens øvrige talere takkede hun museets medarbejdere for den store indsats frem til åbningen - og museumsinspektør Anne Birgitte Jessen, der gennem de seneste to år har haft plads i byggeudvalget og byarkivar Niels Mortensen, der efter pakning af 600 flyttekasser er i form til den forestående flytning til magasinerne, i særdeleshed.

Formanden for Museum Salling, Annette Torp (V), Tøndering, sammenlignede mange års museumsplaner med den amerikanske kunstner Tony Matellis værk, »Yesterday«, der fremstår som et skrøbeligt korthus.

- Med den rigtige konstruktion, de rigtige materialer og en holdbar lim kan det lykkes, og i dag sætter vi i Museum Salling en ret tydelig streg, men ikke et punktum, fastslog Annette Torp.

At mange års kamp for et nyt museum i Skive sluttede med genindvielsen kom partifællen, borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V), Hald, ind på i sin tale.

- Nu kan vi endelig sætte flueben ud for et emne, der har fyldt meget. Der har været mange planer, siden man i 1968 besluttede at bygge nyt, sagde borgmesteren.

Han kom med et historisk tilbageblik, inden han takkede fondene, særligt Spar Vest Fonden, for den økonomiske håndsrækning.

- Med moderne faciliteter og to nye fløje tilføjet Leopold Teschls smukke bygning fra 1942, der lyste så smukt på et af de mørkeste tidspunkter i vort lands historie, har hele Skive Kommunen nu har fået et nyt museum. Og det favner alle områder af natur og kunst, og jeg håber, mange vil få en stor oplevelse ved at besøge museet, fastslog Peder Chr. Kirkegaard.

Kulturminister Mette Bock (LA) åbnede museet, hvor yderligere et par hundrede mennesker ventede på at komme og ind og tage det nye museum i øjesyn.

- Er I klar? Skal vi ikke råbe hurra for det nye Skive Museum - og så klipper jeg på det tredje, foreslog Mette Bock.

Under den blå himmel lød hyldesten taktfast, og saksen gav genskin fra sig i solen.

Skive Museum var efter to års renovering, ombygning og udvidelse atter klar til at blive taget i brug.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland