Gå til hovedindhold
Debat

Hvad vil politikerne med sundhedsvæsenet?

10-09-2018 KL. 11:41
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Sygehuspolitik har historisk splittet amter og regioner i atomer. Jeg husker tydeligt de år, hvor det gamle Viborg Amt skulle beslutte en ny struktur. Antallet af sygehuse ville uomgængeligt blive ændret, men det daværende amtsråd evnede ikke at håndtere situationen - man var ganske enkelt ikke i stand til at etablere en rationel diskussion.

Den eneste logik, der fik plads, var en simpel magtudøvelse, dvs. hvem har flest stemmer kombineret med stærke forvaltningsfolk, der på baggrund af lægelig rådgivning om specialisering skabte et beslutningsgrundlag i form af tusindvis af siders analyser, tabeller og prognoser. Man måtte gøre noget for at legitimere det, der som bekendt blev lukningen af Skive Sygehus.

Det var en meget uskøn proces, og en proces der skabte dybe konflikter som fortsat huskes. For et par år siden var det sygehuset i Holstebro der stod for skud. I øjeblikket er der et meget stort pres på Viborg/Silkeborg sygehuse i form af nye forvaltningsbidrag der skal overbevise regionsrådet om at dette er en ‘nødvendighedens politik’.

Forvaltningerne og de øverste politiske forhandlere har lært noget siden man lukkede ned i Skive og Holstebro. Men metoderne er i bund og grund de samme: Man lægger en plan frem som indeholder en række politisk umulige forlag, forslag der mangler egentlig dokumentation, men som peger meget klart i en bestemt retning. Enhver ved at disse forslag vil skabe store vrede og frustration. Så lader man gå lidt tid, så der kan demonstreres og protesteres, og forslagsstillerne vil derpå trække nogle af dem tilbage begrundet med, at man lytter til protesterne. Så i stedet for at gennemføre 100 procent så nøjes man med halvdelen. Sådan gik det til med Skive sygehus, og med andre sygehuse rundt om i landet, og nu også med Viborg Sygehus. Der er nu en lettelse over at man ikke lod Viborg Sygehus bære 85 procent af besparelserne på de strukturelle forslag, men kun 60 procent, som der nu skal skæres væk.

Politikere og presse ånder lettet op; uagtet, at dette jo bare er det første trin i en række af nye reduktioner. I Randers og Horsens kan man ikke sove trygt. Der er stærke kræfter i regionsrådet, der ser disse to enheder som mål for de kommende reduktioner. Silkeborg er allerede reduceret og omdannet, og på lidt længere sigt vil Gødstrups udvikling til såkaldt supersygehus blive afløst af nye frustrationer i den vestlige del af regionen.

Lige nu er de glade og lettede ude vest på, men inderst inde ved de, at de igen kommer til at stå for tur. Nogle betragter dette som nødvendighedens politik, sådan må det være, vil man hævde, og er man så heldig at bo i en de byer, der har lidt medvind, så lader både politikere og befolkning sig let lokke med i denne logik. Man holder mund og putter sig.

Vi er vrede i Viborg lige nu, ligesom de har været i Holstebro, i Skanderborg, i Silkeborg og i Skive, men hvis vi lader os spille ud mod hinanden, er vi med til at fuldende spillets logikker, nemlig at den stærkeste aktør vinder.

Jeg hører til et mindretal, der ikke er glad for, at der nu »kun« skal spares 60 procent og ikke 85 procent på Viborg Sygehus; det som nogle kalder en sejr.

Jeg ville ønske, de havde ret, men når man er blevet erfaringsramt som jeg selv og husker de mange politiske forlig og forhandlinger i sene nattetimer mv. - så ved man, hvad det handler om. De, der sidder midt i forhandlingerne, kæmper så godt de kan - ikke mindst for eget matrikelnummer, og dermed bliver det som nævnt indledningsvist et spørgsmål om, hvem der har størst magt i den sidste ende.

Der købes og sælges, og alle vil gerne bevare en god mine. Et samlet regionsråd med selv Enhedslisten og SF er med. Psykiatrilisten fik deres løft, og de er også glade, og godt for det, men de glemte samtidig, at se de tusindvis af nyrepatienter der nu skal mærke konsekvenserne af forliget i øjnene. Hver kæmper kun for sig selv.

Jeg tror mange oplever en følelse af afmagt fordi man står overfor et politisk system der skal tage alvorlige og komplicerede beslutninger på et grundlag de måske ikke kan overskue; og alle kræver noget de kan få med hvad enten det er et par ambulancer ude vestpå eller et helt speciale der skal flyttes. Forhandlingslederne ved præcis hvad det enkelte parti kæmper mest for, og man har derfor kompensationerne klar i tasken til præsentation, når sidste fase i forhandlingerne nærmer sig.

Bag vreden eller lettelsen der kommer til udtryk, når egen sag er enten tabt eller vundet gemmer sig stærke følelser, fordi man som regionsrådsmedlem godt ved inderst inde hvad der er på færde, men man kan ikke gøre så meget ved det. Alle skal have noget at komme hjem med til baglandet; alle vil gerne vælges næste gang.

Mange læsere kender tankerne formuleret af den tyske sociolog Jürgen Habermas, der beskrev dette som en systemlogik; dvs. de spørgsmål der egentlig er knyttet til menneskers liv og mellemværende, som vores sundhed jo er, gøres ikke til genstand for en åben og demokratisk samtale, men er underlagt systemets vilkår, nemlig magtens sprog. Det væsentligste tales der ikke om; det har man overladt til specialister og embedsmænd at formulere og finde løsninger på.

De lægelige specialiseringer og rådgivninger har stor magt; der er etableret et meget centralistisk forvaltningssystem i regionen, og det underliggende indhold i notater og beregninger handler om meget andet end befolkningens sundhed; det handler primært om professionelle, politiske, regionale og økonomiske interesser.

Om det er Skive Sygehus, Holstebro Sygehus, Silkeborg Sygehus eller sygehuset de engang havde i Skanderborg, så er de alle lukket ned med embedsmændenes og den lægefaglige rådgivnings velsignelse. Lukningen af det daværende Skive Sygehus skete ikke på én gang, men det var - og det må jo siges at være et paradoks, når vi taler om sygehuse - en lang dødskamp, hvor patienten blev holdt i live, mens der langsomt blev lukket ned for de vitale funktioner.

Når man læser de forskellige partiers valgprogrammer, er det slående hvor meget der står om stort set alle spørgsmål der knytter sig til vores liv som mennesker, men ingen skriver hvad de går ind for når gælder sygehusstrukturen. Den struktur der er rammen for det hele. Det ligger implicit i kortene, at sygehuset i Århus skal vokse sig større og større - ’det er jo den vej udviklingen går’, hævder man. Også i næste års budget skal man tilføre midler til Århus hentet andre steder. Det er som om at regionsrådet har opgivet at tale om strukturen fordi det er for svært, fordi der er dårlige erfaringer med etableringen af Gødstrup, og hvem tør stå frem åbent og tale om at sygehusene i Randers og Horsens? Ingen. Det er en offentlig hemmelighed i regionsrådet, at det er her kniven vil skære de kommende år.

Befolkningen har efter min mening ret til at vide hvad partierne vil med vort sundhedsvæsen; det er ikke nok at henvise til valgprogrammet eller forblommede formuleringer. Der er brug for at man som regionsråd tør stå ved, at dette er er svært, måske så svært at det er umuligt, men alternativet er værre, nemlig, at man lader det hele gå sin kræve gang, og lader forvaltning og lægelige specialiseringer fortsat være de afgørende aktører. Er idealet om et sundhedsvæsen der er solidarisk og rummeligt lige fra Grenå til Lemvig en umulighed? Nej, selvfølgelig ikke, men det kræver nogle besværlige livtag med både forvaltningsstyret og lokale interesser. Indtil videre er det opgivet - embedsmændene er allerede sat til at udarbejde de næste oplæg. Om et halvt år begynder diskussionen om budgetterne igen.

Søren Gytz Olesen,

Skovbakkevej 108,

8800 Viborg

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland