Gå til hovedindhold
Kultur

Hypnotisør på spil til byfest: Sebastian blev til Karen i festteltet

11-05-2018 KL. 15:09
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

22-årige Sebastian Dysterdich sidder på en stol på scenen i byfestteltet i Jebjerg, hvor Sparekassen Midt Vest-fonden ved årets ringriderfest har inviteret indenfor til pattegris og sjov i anledning af fondens 10 års jubilæum.

Sebastian Dysterdich har sagt ja til at komme under hypnotisør og tryllekunstner Lasse Kvists behandling, men da han et kvarter tidligere pegede sig selv ud som ham, der skulle på scenen, havde han nok ikke forudset, at han skulle fortælle de 300 mennesker i teltet, at han hed Karen. Som noget af det mest naturlige i verden.

Det hele begynder ellers ret uskyldigt med lidt kort- og taltricks spædet kraftigt op med Lasse Kvists kvikke bemærkninger, der nærmest giver showet karakter af et stand up-show. Men inden længe er Sebastian Dysterdich i gang med at blive hynotiseret, efter at Lasse Kvist med en underholdende øvelse har konstateret, at han er velegnet til jobbet.

Under en omgang tale i 5000 omdrejninger får han Sebastian Dysterdich til at føre sine pegefingre sammen, og da de har ramt hinanden, får han Sebastian Dysterdichs underbevidsthed overbevist om, at fingrene ikke kan skilles ad igen.

- Nu er det som om, der er superlim på, 200 lag gaffatape omkring og et jernpanser, så du kan ikke få dem fra hinanden, fortæller Lasse Kvist sin gæst og de øvrige 300 gæster i teltet.

Og det kan Sebastian Dysterdich øjensynligt ikke. Og han kan heller ikke lade være med at føre dem op mod næsen, når Lasse Kvist beder ham om at gøre det. Ikke før han igen får sine fingre frigivet med et snuptag. Sebastian Dysterdich har bestået testen, og så kan hypnosen for alvor gå i gang. I løbet af et halvt eller et helt minut er han i hypnose. Egentlig ikke at tilskuerne opdager det, før Lasse Kvist gør ham opmærksom på noget af superlimen fra tidligere.

- Kan du se, at der lige sidder noget af limen der. Så når du får din hånd op på ansigtet, kan du ikke flytte den igen, siger Lasse Kvist og giver Sebastian Dysterdichs hånd et let tryk ind mod ansigtet. Hånden bliver siddende og får med samme følgeskab af den anden hånd, som sidder fast på samme måde.

Derefter kravler Lasse Kvist endnu et stykke ind i Sebastian Dysterdichs underbevidsthed, stadig mens han snakker i 5000 omdrejninger. Og stadig med en gæst, der har hænderne op foran ansigtet.

- Nu skal du se den her tavle foran dig. På den står alle dine fornavne, øgenavne, efternavne, kaldenavne, kælenavne, og de forsvinder alle sammen og bliver helt væk. De er så fuldstændig væk, at når du får hænderne væk fra ansigtet, så kan du ikke sige nogen af navnene, siger Lasse Kvist og beder ham om at tage hænderne ned.

Seb og Karen

- Hvad hedder du?

Sebastian Dysterdich tænker et par sekunder og siger:

- Seb.

Det slår ikke Lasse Kvist ud, og han sætter en finger på hans pande og påstår, at nu vil selv det navn være væk. Og ganske rigtigt. Der kommer ikke et ord ud af munden på Sebastian Dysterdich, da han igen bliver spurgt. Og så er det Karen kommer ind i billedet, for Lasse Kvist får ham overbevist om, at det helt rigtige navn - det, der føles godt nede i maven at sige - er Karen.

- Hvad hedder du?

- Karen.

- Og hvem har kaldt dig det?

- Mine forældre, svarer Sebastian Dysterdich, der nu er endnu bedre kendt til ringriderfesten i Jebjerg som Karen.

Og så er det tid til at give Karen en kildretur helt uden at røre hende. Lasse Kvist fortæller sin gæst, hvor meget det nu kommer til at kildre i maven, når han laver kildretegn foran maven på ham, og det får Sebastian Dysterdich - eller Karen - til grine. Og det bliver mere og mere i takt med, at Lasse Kvist skruer på en usynlig grine- og kildreknap. Og til sidst griner Sebastian Dysterdich så meget, at han vifter Lasse Kvists hånd væk, fordi han ikke kan tåle at blive kildret mere, og så er det ikke længere kun Sebastian Dysterdich, der griner, men hele teltet.

Efter også at have fået en hypnoseolfert, der føles som at få kørt et par g-strengstrusser lavet af ostestrenge op bag i, får Sebastian Dysterdich lidt fred, mens Lasse Kvist inviterer endnu en gæst, Mette Dahl, på scenen, som han udfordrer i at finde ord i en bog. Lasse Kvist finder frem til bogstav efter bogstav, og finder frem til, hvor mange bogstaver, der er i ordet. Og publikum må bare sidde og måbe over, hvordan han først gætter ordet »eller« og dernæst »bryllupsgave« i en kriminalroman rigtigt, som laver han en rigtig tankeoverførsel af Mette Dahls tanker.

Begge gæster bliver sendt tilbage på plads - for Sebastian Dysterdichs vedkommende dog først efter et par ord mere.

- Nu skal du igen blive fri af de her fjollede ting, og du er tilbage og lige så normal, som du plejer at være, siger Lasse Kvist og sikrer sig, at det er Sebastian og ikke Karen han sender ned til vennerne igen.

Sebastian Dysterdich er begejstret.

- Det var fedt, siger han.

- Det føltes lidt mærkeligt det med fingrene, der sad sammen, og jeg kunne simpelthen ikke få dem fra hinanden. Det var mærkeligt det der med ikke at kunne bevæge sig, fortæller han bagefter.

Og blokering for at kunne sige sit eget navn eller kaldenavnet »Seb« kan han ikke forklare følelsen af. Ligesom han heller ikke kan forklare, hvordan det var kun at kunne svare Karen.

- Det føltes bare naturligt, siger han.

En kammerat fanger den straks.

- Det bliver sjovt, når du møder en dame her til festen, og hun så spørger, hvad du hedder, og du så svarer Karen, siger han og får Sebastian Dysterdich og hans venner til at grine.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Kultur

Forsiden lige nu

Lokalt

Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland