Indkalder partierne: Minister vil have løst sag om Furs gelænder

Den årelange sag om et gelænder på trappen på Bette Jenses Hyw på Fur kan måske snart slutte.

I september faldt en kvinde på den ret høje trappe og fik et brud på sit bækken.

Kulturminister Joy Mogensen har tidligere kaldt sagen om gelænder eller ikke gelænder på trappen for uholdbar. Efter uheldet i september tager hun nu affære.

- Vi har en situation, hvor der ikke er en balance mellem den lovgivning, vi har for at beskytte vores fortidsminder, og det faktum, at vores kulturarv skal være tilgængelig. Bette Jensens Hyw er et lysende eksempel på dette, og det er alvorligt, når vi ser eksempler på, at besøgende falder og kommer til skade. Ulykker som, som jeg forstår på beskrivelser fra Skive Folkeblad, kunne være undgået med et gelænder, men hvor en restriktiv lov står i vejen. Det holder simpelthen ikke. Jeg vil derfor invitere de øvrige partier i Folketinget til en drøftelse af sagen, siger Joy Mogensen.

Den nye melding får en god modtagelse hos »gelænderbanden« på Fur.

Arkivfoto