Ritzau Udland

Indlagt Aleksej Navalnyj behandles med medicin og vitaminer

Den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj er blevet overflyttet til et hospital for indsatte og tilses dagligt af en læge.

Hans tilstand beskrives af russiske fængselsmyndigheder som "tilfredsstillende". Det oplyser disse til nyhedsbureauer i Rusland.

Myndighederne siger i en erklæring, at læger har "truffet en beslutning" om at indlægge Navalnyj på hospitalet i straffekolonien øst for Moskva.

Myndighederne siger, at Navalnyj, der sultestrejker, har indvilget i at tage vitaminer i forbindelse med medicinsk behandling.

Der er planlagt nye demonstrationer til støtte for Navalnyj. Russisk politi advarer mandag alle mod at deltage i dem.

Navalnyj indledte en sultestrejke 31. marts. Ifølge hans egen læge er hans helbred så svagt på grund af sultestrejken - og muligvis også sidste års alvorlige forgiftning - at han risikerer at dø.

EU's udenrigsministre holder mandag møde om blandt andet Rusland og Navalnyjs situation.

Inden mødet sagde EU's udenrigschef, Josep Borrell, i en videokommentar, at han har været i kontakt med den russiske regering for at skaffe hjælp til oppositionspolitikeren.

- Vi er meget bekymrede over hans helbred. Vi har bedt russiske myndigheder om give ham den hjælp, som han har brug for, siger Borrell.

Udenrigschefen mødtes tidligere i år med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Moskva. Her opfordrede han regeringen til at behandle Navalnyj retfærdigt. Men dette ønske blev ifølge Borrell "ikke hørt".

- Vi holder de russiske myndigheder ansvarlige for hans helbredstilstand, siger Borrell.

Navalnyj har blandt andet haft problemer med vejrtrækningen, og i forrige uge blev han flyttet til et sygeafsnit i fængslet.

Ifølge nyhedsbureauet Tass blev han testet for både tuberkulose og coronavirus. Begge resultater var negative.

/ritzau/