Gå til hovedindhold
Lokalt

Ingen bagatelgrænse: To kroner i rente førte til ny skatte-opkrævning

16-04-2019 KL. 21:04
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

- Jeg betaler, men jeg ryster på hovedet. Det er jo det rene galimatias at sende et brev til mindst 10 kroner ud for at kræve to kroner ind.

Sådan siger Inge Povlsen fra Bøgevænget i Skive, efter at hun for nogle dage siden modtog årsopgørelse nummer to i år fra Skattestyrelsen. Heraf fremgik det, at Inge Povlsen mangler at betale en restskat for 2018 på to kroner.

Forinden havde Inge Povlsen den 26. marts - samme dag som hun modtog den første årsopgørelse for indkomståret 2018 - skyndt sig på et medfølgende girokort at indbetale restskatten på 473 kroner.

Hvis man indbetaler eventuel restskat senest 1. juli, undgår skatteyderen at skulle betale procenttillæg på restskatten, men man skal fortsat betale 2,2 procent om året fra 1. januar 2019 til den dag, hvor man betaler restskatten. Det var for Inge Povlsens vedkommende to kroner, som hun ikke havde fået medregnet i betalingen 26. marts.

- Nu kan jeg så bruge fem kroner en gang mere for at betale girokortet gennem min bank, siger Inge Povlsen med en hovedrysten.

- Det er jo et latterligt beløb at indbetale, når man tænker på, hvor mange der svindler for millioner af kroner, som Skat ikke får, tilføjer hun.

Hos Skattestyrelsen oplyser presseansvarlig Rikke Madsen, at Skattestyrelsen er nødt til at opkræve selv små beløb i restskat.

- Folketinget har ikke vedtaget nogen bagatelgrænse, så Skattestyrelsen er ifølge loven forpligtet til at opkræve restskatten. Langt de fleste skatteydere modtager digital post, og der koster det jo ikke noget at sende årsopgørelsen ud, siger Rikke Madsen.

Den presseansvarlige tilføjer, at borgerne kan gøre brug af en regnemaskine på skat.dk, som kan beregne nøjagtigt, hvor meget man skal lægge til en eventuel restskat i dag-til-dag-rente fra 1. januar til den dag, men indbetaler beløbet.

- Skattestyrelsen kan ikke beregne det på forhånd, da vi jo ikke kan vide, hvornår skatteyderen vil indbetale en restskat eller lade beløbet indgå i næste års skat.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland