Lokalt

Ingen løber om hjørner med 82-årige Ruth: Afviste svindler i telefonen

2285 kroner. Så meget har 82-årige Ruth Christensen fra Roslev til gode hos Skat. I hvert fald hvis hun skulle tro den høflige mand, der fredag lige før middag ringede til hende, præsenterede sig som medarbejder hos Skattestyrelsen og fortalte, at hun manglede at svare på et skattebrev, som hun havde fået i sin e-boks for et år siden. I brevet skulle der stå, at hun skulle have penge tilbage i Skat. Det kunne Ruth Christensen nu ikke huske, at hun havde set, så manden i røret ville have hende til at tjekke sin e-boks.

- Men det kunne jeg ikke, mens vi snakkede sammen, så han ville ringe tilbage til mig, fortæller hun.

Ruth Christensen fik startet sin computer og kom ind i sin e-boks, men kunne ikke finde det brev, manden talte om.

- Det kunne han ikke forstå, for i hans papirer kunne han se, at de havde sendt det til mig. Jeg spurgte, om de ikke bare kunne sende det igen, fortæller hun.

Manden i telefonen levede sig helt ind i rollen som mand fra Skattestyrelsen og fortalte, at han var nødt til at snakke med sin chef, så Ruth Christensen hang på så længe. Manden vendte tilbage og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, men hvis han fik hendes koder - altså Nem-id’et - så kunne han ordne det hele for hende.

- Dem giver jeg aldrig væk, for der er nogle, der siger, at det er svindel og bedrag, fortalte Ruth Christensen den hjælpsomme skattemand.

Han kunne fortælle hende, at han allerede havde hendes kontonummer, og han bare manglede koden. Men det lod Ruth Christensen sig ikke narre af.

- Hvorfor sætter I ikke bare pengene ind så, spurgte hun ham og fik at vide, at det var nødvendigt med koden.

- Så sagde jeg til ham: »Det kan jeg godt sige dig, den får du ikke«, og så sagde han, at det var han da ked af, for så kunne jeg ikke få mine penge, og jeg svarede ham, at så måtte jeg jo undvære de penge, fortæller Ruth Christensen.

Selvom Ruth Christensen var snarrådig nok til ikke at give sin kode fra sig, så nåede hun at give manden sit personnummer. Det var nemlig først bagefter, at det dæmrede for hende, at manden slet ikke var fra Skat.

- Da han ringede, tænkte jeg jo, at der jo godt nok havde været noget med, at nogle inde fra skattevæsenet havde rodet noget med nogle penge, folk ikke havde fået, så det var først bagefter, at jeg kom til at tænke på, at det her vist ikke var helt rigtigt, siger hun.

Hun ringede til sin svoger Flemming Rasmussen i Sdr. Thise og spurgte ham til råds, og han var ikke i tvivl. Det her var et forsøg på at svindle en ældre kvinde.

- Men det var godt, at hun ikke gav sine koder væk, siger han.

Flemming Rasmussen valgte at melde sagen til politiet på svigerindens vegne og kontaktede også Skive Folkeblad.

- Jeg synes, det er værd at advare andre om, hvis de skulle blive ringet op, siger han.

Hos politiet på 1-1-4 blev han bedt om at udfylde en anmeldelse om it-kriminalitet, og han rådførte sig også med dem om, hvad Ruth Christensen skulle gøre i forhold til, at hun havde udleveret sit personnummer.

- Politiet sagde, at så længe det var det eneste, hun havde udleveret, så ville der ikke ske noget ved det, men at man kunne gå på borger.dk og lave et kreditvarsel og skrive sit kontonummer der, siger Flemming Rasmussen om muligheden for at forebygge, at nogen efterfølgende bruger personnummeret til at få adgang til ens konto.

82-årige Ruth Christensen, Roslev, ville heldigvis ikke udlevere sin kode til Nem-id til den fremmede mand i telefonen, selvom han ihærdigt forsøgte at overbevise hende om, at det var den eneste måde, hun kunne få sine skattepenge tilbage på. Foto: Lindy Jørgensen