Gå til hovedindhold
Lokalt

Inger Støjberg om Venstres næstformandspost: »Jeg stiller op«

04-09-2019 KL. 11:25
Empty

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

- Jeg har besluttet mig for at stille op som næstformand for Venstre.

Det fastslår Inger Støjberg over for Skive Folkeblad, og det sker efter, at Jakob Ellemann-Jensen i aftes meldte sig på banen som formandskandidat i partiet.

- Jeg bakker 110 procent op om Jakob Ellemann-Jensen som formand. Han bliver den helt rigtige formand. Alle kan se, at Venstre har været igennem en svær tid med uro og fløjdannelser. Og jeg ved, at der i alle dele af Venstre nu er et ønske om samling og om at komme positivt videre, siger Inger Støjberg og fortsætter:

- Jakob og jeg har hver vores erfaringer og hver vores måde at gå til tingene på. Vi skal sammen skabe plads til øst/vest og by/land i partiet. Vi er ikke ens. Det er en styrke. Vi holder godt sammen, og vi stoler 100 procent på hinanden. Det har Venstre brug for. Jakob og jeg har altid haft et utroligt godt samarbejde. Vi har fundet fælles løsninger. Vi kender hinanden, siger Inger Støjberg, til Skive Folkeblad.

Jakob Ellemann-Jensen sagde tirsdag aften, at hvis Støjberg blev næstformand »vil vi tilsammen favne bredere end jeg gør alene«. Og det er Inger Støjberg helt enig i:

- Venstre er det store, folkelige borgerlige parti, og det skal respekteres, at der er bredde i partiet. Det er det, vi ønsker at favne. Og det er vigtigt, at Venstre stiller sig i spidsen for at samle de borgerlige.

Som en af de første politiske meldinger som formandskandidat har Jakob Ellemann sagt nej til, at en SV-regering er en mulighed:

- Jeg er fuldstændig enig med Jakob om det. Venstre fik efter valget en dør i hovedet af Mette Frederiksen. Og vi er et borgerligt parti. Men Venstre vil altid søge samarbejde, og under den nuværende S-regering går vi konstruktivt ind i alle forhandlinger, vi bliver indbudt til.

Inger Støjberg er også enig med Jakob Ellemann-Jensen om ikke mere at bruge udtrykket formandskab om Venstres ledelse:

- Jakob stiller op som formand. Og jeg stiller op som næstformand. Al den snak om formandskab lægger vi bag os. Den giver ikke mening. Vi skal koncentrere os om arbejdet og ikke alt mulig andet. Nu handler det om det politiske. Vi skal vinde Statsministeriet tilbage, så Jakob Ellemann-Jensen kan blive statsminister, siger Inger Støjberg til Skive Folkeblad.

Hun er valgt til Folketinget i Skive-kredsen, og hun fik samlet over 28.000 personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds. Det gjorde Støjberg til den fjerde største stemmesluger i hele landet ved juni-valget.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland