Gå til hovedindhold
Erhverv

Investerer for 100 millioner kroner: Sallingbo åbner endnu et hotel i Grønland

19-08-2020 KL. 06:41
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

Helge Tang, der stammer fra Durup, har hus i Glyngøre, sommerhus i Grynderup syd for Glyngøre og bor i Nuuk, Grønlands hovedstad, størstedelen af året, er nu klar til at åbne endnu et hotel i Grønlands hovedstad.

Der er tale om en investering på godt 100 millioner kroner, som Helge Tang fortager sammen med sin forretningspartner Carl Juhl.

Hotellet hedder HHE Express, og det er et lavprishotel. Det åbner for gæster den 28. august. Hotellet har været klar længe. Coronakrisen har udsat åbningen flere gange.

Grønland har været lukket for indrejse af turister, men blev åbnet for få uger siden. Besøgende skal indtil videre forevise en ren test for corona for at komme ind.

Grønland er generelt sluppet billigt, når det gælder corona - man har kun konstateret 14 tilfælde af smitte med virussen. Alle 14 blev raske.

Selvom branchen i Grønland fortsat er hårdt ramt af manglende turister, åbner Helge Tang og Carl Juhl altså nu snart deres nye hotel.

- Vi har faciliteterne klar, og vi er klædt godt på til at tage imod turister og andre gæster. Lavprishoteller i stil med HHE Express går sin sejrsgang over hele Europa, og vi mangler den type af værelser på Grønland, fortæller Helge Tang, der for tiden sammen med sin kone opholder sig i sommerhuset i Grynderup.

HHE Express er således det første lavprishotel i Nuuk. Det er udviklet til at tage imod turister og rejsende, der ønsker gode funktionelle værelser til en god pris.

Helge Tang oplyser, at hotelpriser nu er flydende efter udbud og efterspørgsel - man kan på HHE Express få en overnatning for 99 kroner, uden morgenmad, hvis man er heldig at ramme en dag med rigtig gode priser.

Investeringen er den største satsning af sin art siden 90’erne i Nuuk, hvor Helge Tang også var drivkraften bag det største hotelbyggeri i Grønland, Hotel Hans Egede, som han og Carl Juhl stadig ejer. Det nye HHE Express består af tre etager med 108 værelser, reception, morgenmadsrestaurant og cafe.

Hotellet er tilknyttet hotelkæden Union Star, der indestår for, at kvaliteten svarer til de stjerner, hotellet tildeles efter hvert årlig inspektion.

Hotel Hans Egede er et firestjernet hotel med et femstjernet konferencecenter. Det nye HHE Express er et supplement til Hotel Hans Egede, der især retter sig mod forretningsrejsende. HHE Express er et trestjernet budgethotel, hvor nøgleordene er billige priser, lækkert design og en central beliggenhed med gåafstand til Nuuks seværdigheder.

Helge Tang har boet i Grønland i 49 år, hans kone Gudrun i 45 år. Helge Tang fyldte 70 i april, og Carl Juhl er 76 år. Carl Juhl er stadig medejer af deres selskab, men har trukket sig fra driften, mens Helge Tang er formand for selskabets bestyrelse, og han er i høj grad stadig aktiv.

- Lysten driver værket, siger man. Jeg har ingen planer om at gå på pension, og min lyst til at drive forretning er intakt. Og så er Grønland et fantastisk land at bo i, siger Helge Tang.

 

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland