Ritzau Udland

Irans Rouhani vil forpligte sig til atomaftale under Biden

Irans præsident, Hassan Rouhani, opfordrer USA's kommende præsident, Joe Biden, til igen at forpligte sig over for den atomaftale, som USA sammen med en række andre stormagter indgik med Iran i 2015.

Det siger han onsdag i en tv-transmitteret tale til sine ministre.

- Bolden er på USA's banehalvdel nu. Hvis Washington vender tilbage til Irans atomaftale fra 2015, vil vi også fuldt ud overholde vores forpligtelser under pagten, siger Rouhani ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer på dagen, hvor demokraten Joe Biden bliver taget i ed som USA's præsident for de kommende fire år.

Han afløser republikaneren Donald Trump, der i 2018 valgte at trække USA ud af aftalen med Iran.

Aftalen blev underskrevet i 2015 af USA's daværende præsident, Barack Obama, samt Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland - alle permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd.

Aftalen skulle sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben. Og at landets atomprogram kun blev brugt til civile formål.

Til gengæld ville en lang række internationale sanktioner mod Iran blive ophævet.

Efter at USA trak sig ud af aftalen i 2018, genindførte præsident Trump en række stramme sanktioner over for Iran.

De øvrige aftaleparter har siden forsøgt at redde stumperne i aftalen. Det har dog ifølge Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, ikke afholdt Iran fra igen at øge berigelsen af uran.

Tidligere i januar oplyste det iranske styre, at det igen beriger uran med en renhed på 20 procent.

I atomaftalen fra 2015 har Iran ellers forpligtet sig til kun at berige uran med en renhed på maksimalt 3,67 procent.

Striden med USA's præsident betyder, at Hassan Rouhani i dag græder tørre tårer over, at Donald Trumps ophold i Det Hvide Hus er overstået.

Han siger at "tyrannens æra" nu endelig er forbi, skriver nyhedsbureauet AFP.

- USA's præsident Donald Trumps politiske karriere er ovre i dag, og hans politik om maksimalt pres på Iran har slået fuldstændig fejl, siger Rouhani.

/ritzau/

Irans præsident, Hassan Rouhani, glæder sig over, at Donald Trump forlader Det Hvide Hus onsdag. Det siger han i en tale til sine ministre. (Arkivfoto)