Gå til hovedindhold
Erhverv

Iværksætter er blevet medejer af autoophugnings-firma: »Jeg kan ikke engang skifte et dæk«

18-06-2019 KL. 21:49
Empty

Lise Korsgaard lader formentlig sine to brødre Mads og Lasse Haubo Korsgaard om at få sorte fingre i Salling Autogenbrug & Salling Autoteknik. Til gengæld skal hun gøre en indsats i at udvikle forretningen. Privatfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Biler interesserer overhovedet ikke 33-årige Lise Korsgaard, Skive.

Ikke desto mindre har hun lige købt sig ind i sine brødres virksomhed Salling Autogenbrug & Salling Autoteknik i Lindum.

En virksomhed med en omsætning sidste år på 12 millioner kroner.

- Jeg kan ikke engang skifte et dæk. Når man har en familie, der kan sådan noget, så ringer man jo bare til dem, forklarer hun.

Lise Korsgaard er nemlig vokset op med en far, Peter Haubo, der har haft autogenbrugsforretningen siden 1987, og i 2009 begyndte generationsskiftet i virksomheden, så hendes to brødre Mads og Lasse Haubo Korsgaard begyndte at overtage virksomheden.

Hun er også vokset op som eneste pige blandt tre brødre, der alle har nydt livet på en matrikel fyldt med biler, blik og benzin. Hun, derimod, har aldrig været imponeret af sin barndom på et autogenbrug, hvor gamle biler, reservedele og klude med olierester prægede billedet.

- Det var ikke noget for mig. Jeg var måske nærmere lidt flov over at vokse op på en bilkirkegård, som det jo reelt var. Jeg vidste også, at jeg ikke skulle være selvstændig overhovedet. Der var altid bøvl med ferie, lange arbejdsdage osv. Men som årene gik, endte jeg alligevel med mit eget CVR-nummer, siger Lise Korsgaard, der sprang ud som iværksætter og blandt andet er initiativtager til erhvervsmagasinet Bizzup.dk og en af drivkræfterne bag Ehandelsdagen.dk, og det fortsætter hun med at være.

Selvom hun måske nok har distanceret sig lidt fra farens forretning, så har hun samtidig været en del af den, siden hun var barn.

- Jeg har jo hjulpet til, siden jeg var helt lille. Jeg gjorde rent og tjente mine lommepenge der, fortæller hun.

Og siden brødrene overtog forretningen har hjælpen taget en anden form.

- Jeg har hjulpet med det administrative, hvis mine brødre var lidt bagefter med det. For når det er ens brødre, der driver en virksomhed, så vil man selvfølgelig gerne hjælpe, siger Lise Korsgaard, der blandt andet har hjulpet til med ISO-certificeringer, markedsføring og afvikling af medarbejderudviklingssamtaler.

Da deres far Peter Haubo etablerede forretningen Salling Autogenbrug for 32 år siden måtte han have 10 biler til ophug ad gangen.

Det er vokset en del siden. I dag har virksomheden 600 biler til ophug, flere end 30.000 kvalitets-testede reservedele på lager, et værksted til miljøbehandling og demontering, og så etablerede brødrene et almindeligt autoværksted i sammenhæng med det andet i 2012.

Alt det giver arbejde til 10 mand - og medfører en masse skrivebordsarbejde. Derfor sætter brødrene pris på, at Lise Korsgaard er gået med i forretningen.

- Vi er glade for at have fået vores søster med om bord. Hun kan give sparring og er en hjælp i dagligdagen, inden for de mere administrative opgaver, hvor vi selv ikke er så kompetente. Hun ved ikke en skid om biler, men det betyder ikke noget i denne sammenhæng, siger storebror Lasse Haubo Korsgaard med et glimt i øjet.

Til gengæld skal de to brødre nok også forvente, at deres søster vil insistere på, at forretningen skal udvikle sig endnu mere.

- Bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål er på alles læber, og netop i autobranchen er der store kvantespring at tage. Det gælder ISO-certificeringer og efterlevelse af en lang række miljøkrav, som jo som sådan ikke er nye, idet vi altid har skullet passe på miljøet, men der er tale en ny måde at tænke optimering af hele forretningsgrundlaget ud fra en grøn tænkning. Det glæder jeg mig til at være en del af, siger hun.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Lokalt

Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland