Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Johnson afviser ny påstand om rådgivers corona-regelbrud

24-05-2020 KL. 01:50
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil ikke "spilde" tid på at kommentere "unøjagtige" medieskriverier om sin nære rådgiver Dominic Cummings.

Det meddeler Johnsons kontor lørdag aften, skriver Reuters.

Ifølge mindst to britiske aviser har Cummings brudt et forbud mod rejser under coronapandemien ved at besøge sine forældre i det nordlige England.

- I går bragte Mirror og Guardian unøjagtige oplysninger om Cummings. I dag skriver de flere unøjagtige historier. Deriblandt, at Cummings rejste tilbage til Durham, efter at havde genoptaget sit arbejde i Downing Street 14. april, lyder det fra premierministerens bolig i Downing Street.

- Vi vil ikke spilde vores tid med at svare på en masse falske beskyldninger om Cummings, tilføjes det.

Cummings forlod i slutningen af marts London og rejste til sine forældre i Durham i det nordøstlige i England, mens han havde symptomer på Covid-19.

Han skulle ifølge en artikel i The Guardian lørdag have besøgt sine forældre nok engang i løbet af april.

Oppositionspartiet Labour har efterfølgende spurgt, om Cummings mener at være hævet over loven, og har bedt om en redegørelse. Liberaldemokraterne siger, at sagen kan blive til et krav om, at Cummings må trække sig fra sin post.

- Den britiske befolkning forventer ikke, at der gælder en regel for dem og en anden for Dominic Cummings. Premierministeren må komme med en forklaring, sagde en talsmand for Labour lørdag.

Også Liberaldemokraterne og det skotske parti SNP forlanger Cummings afskediget.

Politiet i Durham har bekræftet, at de fik et tip om, at Cummings var kommet til byen fra London 31. marts.

De fik oplyst, at han var gået i isolation i en del af det hus, hvor han opholdt sig. Senere blev Cummings set i nærheden af huset med en dreng, som antages at være hans søn.

Downing Street har fastholdt, at Cummings hele tiden har fulgt de retningslinjer, regeringen har udstukket under coronakrisen.

/ritzau/Reuters

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland