Gå til hovedindhold
Lokalt

Jonas var med på omtalt studenterkørsel: - Vi er meget rørte

28-06-2020 KL. 19:36
Empty

Jonas Snedker Damgaard med den pegende finger på studenterkørslen. Privatfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Jonas Snedker Damgaard fra Åsted i Nordsalling var med i Danmarks mest omtalte studentervogn, der lørdag passerede forbi en bisættelse ved Sæby Kirke.

Sallingboen tog for tre år siden til det nordjyske for at blive maritim student, og sammen med resten af 3. N fra Frederikshavn Gymnasium og Martec nærmede Jonas Snedker Damgaard bisættelsen med musik, fest og ballade.

- Da vi kom tættere og tættere på kirken, kunne vi se, at folk var klædt i sort, og at der holdt en rustvogn. Lynhurtigt var der en af os, der råbte, at vi skulle slukke for musikken, og derefter tog vi alle vores studenterhuer af og holdt dem på brystet, mens vi kørte forbi, fortæller Jonas Snedker Damgaard.

Med til bisættelsen var Mikael Justesen.

Og han skrev efterfølgende et rørende opslag om studenterne på Facebook.

»I det øjeblik kisten kommer til syne i kirkedøren, passeres kirken af en lastbil med en flok nye studenter på ladet. Afstand til rustvogn: max fem meter. Jeg når lige at tænke: åh nej, meget uheldig timing i dette meget højtidelige øjeblik - og jeg skæver op til de mange hvide huer. Men de er der ikke. Eller jo, men de er taget af hovederne. Studenterne står bomstille med huerne i hånden og front mod kirken mens de passerer rustvognen og følget. Musikken er slukket, båthornene holder pause. Først da lastbilen har rundet kirken og drejet væk, går festen i gang igen«, skrev Mikael Justesen.

Opslaget om studenternes respekt gik efterfølgende hele Danmark rundt.

Og Jonas Snedker Damgaard er overrasket over, hvor meget opmærksomhed episoden har fået.

- Da vi kørte forbi kirken, vendte folkene til bisættelsen tomlen op, og de nikkede anerkendende til os. Og vi talte efterfølgende om, at det var det eneste rigtige, vi havde gjort, men vi havde ikke regnet med, at det var noget, der ville gå landet rundt, og her dagen efter er vi meget rørte, siger Jonas Snedker Damgaard.

Han er stolt over, at hans klasse reagerede på den måde, og Jonas Snedker Damgaard fortæller om et helt særligt sammenhold.

- Vi har blandt andet været på et skoleskibstogt, som har været en dannelsesrejse for os. Vi har generelt været meget igennem som klasse, og det gør, at vi kender hinanden rigtig godt - sikkert bedre end andre klasser, siger Jonas Snedker Damgaard.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland