Gå til hovedindhold
Ritzau Politik

Justitsministeren kritiserer politiet i Dan-Bunkering-sag

20-08-2019 KL. 14:55
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Justitsminister Nick Hækkerup (S) udtaler kritik af politiet og anklagemyndighedens håndtering af Dan-Bunkering-sagen.

Det sker, i forbindelse med at Rigsadvokatens udbyggede redegørelse om forløbet er sendt Folketinget.

- Efter at have læst den seneste redegørelse står det klart for mig, at der er tale om et uskønt, langstrakt og utilfredsstillende forløb. Politiet og anklagemyndigheden har ganske enkelt ikke levet op til det ansvar, der følger i en så alvorlig sag, skriver Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.

Sagen omhandler selskabet Dan-Bunkering, der er mistænkt for at have brudt EU's sanktioner ved at have forsynet russisk militær med brændstof brugt til bombetogter i Syrien.

Kritikken fra justitsministeren kommer, efter at sagen i et år lå hos Fyns Politi inden Bagmandspolitiet, SØIK, tog sagen tilbage.

I alt har Dan-Bunkering ifølge sagens oplysninger været involveret i mindst seks leverancer af jetbrændstof fra januar 2016 til maj 2017. Dan-Bunkering er ikke sigtet eller tiltalt i sagen og afviser at have brudt EU's sanktioner.

Allerede i 2016 advarede USA Danmark om, at selskabet muligvis stod bag sanktionsbrud.

- Jeg noterer mig i den forbindelse (kritikken red.), at SØIK nu efterforsker sagen, og jeg forventer, at SØIK har fuldt fokus på at få sagen færdigbehandlet.

- Fremadrettet skal SØIK efterforske hver eneste af disse sager fra start, og det er min klare forventning, at sager som denne fremover tages dybt alvorligt og håndteres betydeligt hurtigere, skriver Nick Hækkerup.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland