Gå til hovedindhold
Debat

Kære borgmester: Børn fødes altså ikke som 6-årige

07-11-2019 KL. 10:37
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Vi har for nylig deltaget i budgetorientering for 2020. Vi fik en udmærket gennemgang over de tiltag som er i budgettet omkring tilførsel af midler til folkeskoleområdet, satsningen på erhvervslivet, og arbejdet med at gøre Skive mere attraktiv for tilflyttere.

Tak for det. I BUPL og FOA anerkender vi de gode takter, som er i budgettet. Og det er da positivt at se, at der tilføres penge til skoleområdet. Men vi sidder tilbage med en mærkelig fornemmelse. For det var som om, der manglede noget: Glemte du ikke dagplejen og daginstitutionerne? Altså børnene fra 0 til 6 år. For børnene bliver altså ikke født som 6-årige!

Det kan umuligt være gået borgmesterens næse forbi, at dagtilbudsområdet har lidt under dårlige normeringer i årevis, og at der nu er national fokus på at få rettet op på området. Derfor vil den nye regering indføre minimumsnormeringer, så der kan sikres ordentlige forhold for børn og voksne i daginstitutioner. Så hvor er Skive Kommunes fokus på dette område?

Ikke en eneste gang blev 0-6- årsområdet nævnt. Det må man undre sig over, når nu Skive Kommune satser benhårdt på at tiltrække børnefamilier. Det hænger altså ikke sammen, hr. borgmester …

Skive Kommunes økonomi er ikke dårlig. Der er mulighed for at kommunen kan investere langsigtet på børne- og ungeområdet. En investering, der vil resultere i, at kommunens omdømme som børnevenlig vil forbedres. Når man som Skive Kommune satser benhårdt på at tiltrække børnefamilier, kan man kun undre sig over, at politikerne ikke medtænker attraktive pasningstilbud for de 0-6-årige.

Lige nu er Skive kommune en af landets billigste på dette område – hele 10.000 kroner under landsgennemsnittet. Udgift pr. barn på 0-5 år i Skive er 61.842 kroner hvor landsgennemsnittet er 71.359 kroner.

På trods af dette skal der igen i år reduceres med 0.5 procent, og det er noget, der i den grad kan mærkes i tildelingen til hele dagtilbudsområdet. Samtidig er der er lagt op til, at denne generelle reduktion forsætter de næste tre år på alle områder.

Medarbejdere i børnehaver vuggestuer og i dagplejen er allerede truet på deres arbejdsmiljø. Det viser adskillige vilkårsundersøgelser. Vi oplever desuden, at pædagoger søger væk fra institutionerne for at få job som dagplejer. Deres begrundelse er, at de mangler tid til det enkelte barn, og at de oplever, at de ikke kan bruge deres uddannelse optimalt.

Selvom der er vedtaget besparelser, er arbejdsbyrden ikke blevet mindre. Vi mener, at den automatiske regulering af budgetterne ikke er i tråd med den store indsats, der bliver udført på området, hvor der politisk stilles krav om kvalitet og arbejdet med tidlig indsats.

Det faldende børnetal i Skive Kommune sammenholdt med den meget decentrale struktur udgør en potentiel bombe for kvaliteten af børnepasningen. Det koster mange penge at have »lys i alle vinduer«. Hvis man fortsat vil opretholde »lyset i alle vinduer« så bliver politikerne nødt til at tilføre flere midler på trods af et faldende børnetal.

Med venlig hilsen

Gitte Hansen,

faglig sekretær, FOA,

og Karin Billeskov,

faglig konsulent, BUPL,

Stationsvej 8A,

7500 Holstebro

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Lokalt

Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland